Jeg sidder her mange år senere, og fanger mig selv i at google "mum never talks", "mum is not interested in my life". Jeg havner på siden: "How an Emotionally absent mother impacts her daughters's life". Jeg indser, at jeg ikke er kommet videre. Jeg tager ikke ansvar. Jeg kan ikke komme videre fra det her, hvilket må betyde at der stadig er mere at dykke ned i. Jeg har ikke gravet alt op, men kun skåret det øverste lag væk. 

Det er flovt at indrømme, hvilket nok også er det, som gør det svært at håndtere. Jeg har en modlyst imod det, fordi jeg ikke vil finde ind til det lille barn i mig, som bare har brug for sin mor. Men det gør mig så inderligt ked af det. Og det vil kun være endnu mere ødelæggende for resten af mit liv, hvis ikke jeg gør noget. Det er svært at erkende, at jeg skal gøre noget, når jeg mest af alt har lyst til, at hun gjorde noget. At hun kom ind, krammede mig og sagde undskyld. Lyttede på min indre verden og følelsesliv. Men det gør hun ikke. Der er kun mig tilbage, og mig til at skifte kurs.

For hvis jeg ikke skifter kurs og sadler om, som er et sjovt udtryk i mine øre, så bliver jeg ved med at være i forhold uden emotionel dybde, fordi det er trygt, og det jeg kender. Det efterlader mig endnu mere trist i mine relationer. Jeg vil hele tiden søge efter noget, som ikke er der og stille spørgsmålstegn ved det hele. Tvivle på mig selv: for hvis den følelsesmæssige tilknytning ikke er der, så må det jo være mig, den er gal med, siden jeg ikke kan skabe den. Men det er jo også svært, for skal der ikke to personer i forholdet til at få det til at ske? Det må vel bare betyde, at ingen har haft lyst til at få en dyb relation med mig. Jeg har heller ikke haft lyst til at have det med nogen, fordi jeg ikke kan finde ud af det eller tør. Jeg har ikke lært dets reelle værdi. 

Det er bare tankelort. Tanker, som jeg ikke behøver at give opmærksomhed, for der er jo ikke noget galt. De har jo været gode forældre. Er det krævende og forkælet at have ønsket sig mere? Det er også min egen skyld. Jeg var sikkert et mærkeligt barn, og det er ynkeligt og patetisk at skulle side som 25-årig og bekymre sig om, hvordan jeg var som barn. Især når jeg i stedet skulle fokusere på en karriere. På træning. På at starte en podcast. På at styrke min relationer. På at komme til Skotland. På alt andet. På det man skal og burde. 

Men hvad skal man og bør man? Jeg har aldrig haft nogen at spejle mig i, fordi jeg var et dumt, egoistisk barn, som lærte at det er ligegyldigt med andres følelser. Jeg har ikke lært om følelser. I spejlet ser jeg en flot, høj kvinde, som har langt hår, er god til at gøre noget ud af sig selv og som er i god form. Men indeni er det noget andet. Jeg ved nok i bund og grund ikke, hvordan jeg skal bygge mig selv op, og det føles som at skulle gøre det helt alene. Men det er vel sådan det er? Det er fejl eller succes. 

Måske dør jeg, når jeg er 35. Det var det. Det eneste tidspunkt hvor jeg forestillede mig en fremtid, var da jeg var helt lille. Dengang hvor jeg gerne ville være forfatter, frisør eller lærer. Nu vil jeg intet. Jeg har de seneste ti år ikke kunne se en fremtid for mig selv. Ingen femårsplan. Det var sort for mine øjne, når jeg prøvede at tænke på fremtiden. Jeg har evnet at se et halvt år fremad. Sjusset mig til en danskuddannelse. Og nu mærker jeg konsekvenserne af ikke at ville noget. Det ødelægger mig selv, det ødelægger mine venskaber og det ødelægger al rum for en fremtidig kæreste.

Kan min manglende vilje spores tilbage til dét? Jeg ved det ikke. Jeg er aldrig blevet spejlet i min lyst. Jeg ved ikke, hvordan fanden jeg vender mit liv på hovedet, hvilket også er et problem i sig selv. Jeg har altid ville lave alting om. Da jeg var 10-12 år dagdrømte jeg om at være de andre piger i klassen. Jeg ville aldrig være mig, for hvem er det? Der er intet. Hvordan kan man være venner med en, som er personlighedsløs? Hvordan kan man være kærester med en, som er personlighedsløs?

Jeg troede det ville hjælpe at skrive, men jeg får mere lyst til at grave mig dybere. Jeg kommer ingen vegne. Er det her 2011 eller 2021, jeg ved det ikke. 

Du er min nyeste besættelse. Jeg river det ud af mit indre og ligger det i din åbne hånd.Værsgo, her er mit selvværd.  Du kigger undrende, som havde jeg lagt et gennemtygget stykke tyggegummi. 

Det har været sådan altid.

I folkeskolen var der Alexander. Han var min tidligste besættelse. Sådan rigtigt. Jeg tænkte på ham hele tiden. Jeg husker, at jeg lagde det mest kiksede brev i hans taske, og jeg skrev det vist nok på engelsk. Jeg havde lagt et armbånd ved og skrev i brevet, at han skulle tage det på, hvis han troede på kærlighed. Jeg var besat af ham. Han vidste det godt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville bare tænke på ham og kigge på ham. Jeg ved ikke hvad jeg skulle spørge ham om, snakke med ham om, eller gøre med ham. 

Det er efterhånden blevet det gennemgående træk for de mænd, jeg er optaget af. Jeg kigger på dem. Jeg begærer dem på afstand, men ville egentlig ikke vide, hvad jeg skulle stille op, hvis de kom tæt på. 

Patrick, Mike, Martin, Per, Memis, Lasse. Alle mænd jeg har begæret på afstand. Patrick var jeg enormt optaget af. Jeg tænkte på ham hele tiden, og han var i en periode stort set min eneste motivation for at tage i fitness. Han blev min for en stund. Vi havde i hvert fald sex. Derefter døde interesseren lige så stille. 

Det samme gjorde sig gældende for Martin og Per. Besættelse, sex, død. Mike var anderledes. "Sex delen" endte med at vare i godt to år, før døden ramte os ligeså stille. 

Senere hen var det politi Martin og Carlos jeg var besat af. Og nu er det dig. 

Jeg var ude og gå en tur, og min mobil gik ud muligvis på grund af kulden. Jeg prøvede ihærdigt at tænde den flere gange, men den gik ud hver gang. Det var måske ikke det store problem, for jeg kunne vel egentlig godt gå uden at lytte til noget. Bare være.

Men jeg fik samme følelse, som når man bliver nødt til at tale med nogen, som man egentlig ikke gider at tale med. Man føler, at samtalen bliver akavet, og man ved ikke hvad man skal snakke om.

Sådan havde jeg det. Jeg ville undgå den akavede samtale med mig selv.

Det beskriver nok også ret godt min situation i øjeblikket. Jeg kan ikke mærke mig selv, og måske er det fordi jeg ikke har lyst. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg forsvinder væk i instagram. Jeg forsvinder væk, når jeg træner, og jeg dyrker de to ting.

I dag har jeg været helt rastløs, fordi jeg har lavet så lidt. Jeg stod sent op og gik en tur. Da jeg kom tilbage spiste jeg lidt mad. Derefter lå jeg i min seng og kiggede på instagram. Jeg prøvede at se noget på netflix, men da jeg er færdig med Stranger things vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle se. Alt virkede så kedeligt. Jeg følte mig enormt træt, og endte med at falde i søvn. Der lå jeg så, indtil jeg skulle på arbejde kl. 17. Det var nok det eneste der reddede min dag. Ikke selve arbejdet, men at jeg kunne snakke med min kollega Ulla. Da hun gik, var hele tilværelsen kedelig igen. Jeg havde glemt mit træningstøj, og kunne derfor ikke tage i fitness direkte bagefter, så jeg kørte hjem. Og her er jeg så blevet.

Så her sidder jeg nu. Og føler mig kedelig og lidt tyk.

Den helt store problematik i dag har været, at jeg faktisk gerne ville lave noget. Jeg følte at der skulle ske noget med mit liv i dag, men jeg vidste simpelthen ikke hvad. Jeg ved det stadig ikke.
Min kreativitet når åbenbart ikke længere end til en gåtur i skoven. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal foretage mig på sådan en helt almindelig dag.

Det er så kedeligt. Det er så lidt attraktivt. Så usexet. Hvem vil nogen, der ved så lidt? Hverken venner, familie eller kæreste.

Hvad er det så nu? Det er såmænd bare det samme. Måske en anelse mere positivt end ellers.

Jeg tænker over dét med at gøre sit bedste. Hun sagde "hvad er pointen i at gå på en uddannelse, hvis man ikke giver alt hvad man har?". Det fik mig til at tænke på, at jeg altid, eller helst, springer over hvor gærdet er lavest.

Jeg kommer ikke rigtig nogen vegne, for jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved dog, at jeg vil være smuk og trænet, men det er ligesom om, at det ikke er så godt at gå all in på det.

Jeg er personlighedsløs. Jeg er tom.

Jeg er også bare et menneske. Jeg er ensom.

Jeg er ligesom et puslespil. Du bliver bare ved og ved med at tage brikker fra mig, og snart er jeg umulig at samle.

Jeg bevæger mig i kviksand.

Jeg vil egentlig bare gerne elskes. Jeg vil også gerne elske nogen, tror jeg.
Jeg føler mig bare ikke god nok, og ingen er god nok til mig.

Jeg vil have det dybe, det nære, det skrøbelige, det intime, det varme, det livsbekræftende. Men jeg er kedelig. Og triviel.

At sidde overfor hinanden og skulle samtale er mere intimiderende, end at smide tøjet.
Det er det hurtige knald. Videre. Det er jo også virkelig sjældent, at du får følelser for piger (læs:mig)

Så var jeg ikke bedre. Jeg er til grin. En sædcontainer, som er fuldstændig bevidst om sine klamme handlinger og bagtanker. Vi ses. Du bliver vild med mig, eller rettere den sex vi har, du vil ses igen, jeg har magten. For det er hvad jeg kan tilbyde. Det når der til og stopper. Jeg har ikke mere.

Du spurgte hvad jeg var god til, og vi blev enige om, at det var sex. Jeg kan ikke mere.

En drøm jeg havde i nat, som gjorde, at jeg fik følelsen af, at have fået det forkerte ben ud af sengen.

Jeg var på vej et sted hen. Det var som om, at jeg gerne ville væk derhjemme fra, eller i hvert fald væk der fra hvor jeg var. Vejen gik fordi marker, huse og små landsbyer. Jeg tror jeg har været på den sti en gang i en anden drøm. For noget af det virkede bekendt. Særligt ét stort bindingsværkshus, med stråtag og en lang indkørsel med forhave. Da jeg når hen til det her "sted", er der oversvømmelse, og vejret er rigtig dårligt. Det skiftede pludseligt. Det her er sted jeg ville hen, minder mere om en åben plads. Som et stort fladt område inde i en skov, men alligevel ikke, for der var biler parkeret på højre side af vejen. Vejen lå helt under vand, som i 3-4 meter vand. Man skulle altså svømme, hvis man skulle noget. Til venstre for mig, var der en masse træer, og jeg kunne tage fat i noget i træet, og svinger mig hen på en af bilerne, som stod på den anden side. Der står nogle mænd der også, som er på vej tilbage, og væk fra oversvømmelsen. Jeg spørger en af dem, om han vil hjælpe mig tilbage. Han tøver et øjeblik, men jeg er hurtig til at sige, at så kan jeg gøre noget dejligt for ham bagefter. Sagt, så man ikke er i tvivl om hvad jeg mener med det. Han vælger så at hjælpe mig.

Han fortæller hvordan vi skal hoppe fra bil til bil, indtil vi når på tør grund. Vi klarer det. Senere springer det til, at han åbner døren til hans hotelværelse for mig, og viser mig rundt. Til venstre var en stor hvid seng, og et væg til væg spejl, som viste en fantastisk udsigt. Badeværelset var gammelt, og havde de der gammeldags gule og mønstrede fliser. Jeg ser på kanten af badekaret, at der ligger en engangsskraber. Jeg kommer i tanke om, at det vitterligt ligner a jungle down there, så jeg spørger ham om det er okay, at jeg lige tager et bad først. Jeg har taget armene rundt om halsen på ham, imens jeg siger det. Han skubber mig væk og siger, at jeg skal stoppe med det der 'jeg elsker dig' pis.

Jeg ville meget gerne have sex med ham, men han var svær. Det var som en kombination af, at han ikke havde lyst og ikke tændte på mig. Hele situationen virkede bare syg og ubehagelig. Til sidst lykkedes det, og vi ligger i sengen. Jeg ligger ovenpå ham, og tager kvælertag på ham - på en kælen måde dog. Han lægger sin hånd på mit ansigt, og maser mig ned, og imens han gør det, kan jeg ikke se hans ansigt. Det var som om, at det var smeltet sammen, og hele situationen en kamp om hvem af os, der skulle være den dominerende. Senere er jeg ovenpå ham igen, og jeg læner mig forover, så han får mine bryster i hovedet. Han råber højt, og kommer så. Jeg sad kun på ham, så han kommer op af sig selv. Det var bare blod der kom ud. Det var så kraftfuld, at blodet sprøjtede op af væggen også. Jeg blev åbenbart ikke ramt. Han skubber mig væk, og løber væk.

-

Jeg vågner. Kigger på mit facebook feed og ser at hende den fantastiske, har skrevet et indlæg om, at et sabbatår ikke er lig med, at have sit liv på pause osv. Så fint og noget jeg kan relatere til. Problemet er bare, at det var så godt skrevet, og spørgsmålene begynder at flyve inde i mit hoved. Hvad har jeg egentlig opnået? Hvad kan jeg egentlig? Hvad har jeg af drømme? Og det hele ender med et stort fedt: Ingenting. Hvis jeg skal være noget, så skal jeg anstrenge mig. Jeg skal lade som om, for jeg er intet. Ingen drømme, ingen mål. Måske handler det også lidt om, at jeg nok ikke skal ses med tinder fyren igen. Jeg er for kedelig. Måske? I så fald kunne vi så ikke begynde at fortælle hinanden, at vi ikke gider, i stedet for at man skal gå og have falske forhåbninger.

Det var nok for nu

Jeg får kastet bryster, kønsdele og kroppe i ansigtet.

Jeg får det så dårligt, for det minder mig om, at jeg aldrig bliver sådan.

Jeg ved ikke hvad jeg er. Hvem jeg er.

Jeg er tom. 

Hvis jeg havde pengene, så ville jeg lave hele mit ansigt om.

Filler i læberne

Næseoperation

Øjenbrynsløft

Flytte min hårgrænse, så min pande ikke var så styr

Fedtsugning af dobbelthagen, så man faktisk kan se, at jeg har en kæbelinje 

Derudover kommer mine manglede bryn og vipper. Jeg skulle have vippe extensions og brynene måtte jeg så bare tegne op.

Når alt dette er gjort, så kan jeg måske prøve at fokusere på at få en personlighed, en hobby og et liv.