Jeg sidder her mange år senere, og fanger mig selv i at google "mum never talks", "mum is not interested in my life". Jeg havner på siden: "How an Emotionally absent mother impacts her daughters's life". Jeg indser, at jeg ikke er kommet videre. Jeg tager ikke ansvar. Jeg kan ikke komme videre fra det her, hvilket må betyde at der stadig er mere at dykke ned i. Jeg har ikke gravet alt op, men kun skåret det øverste lag væk. 

Det er flovt at indrømme, hvilket nok også er det, som gør det svært at håndtere. Jeg har en modlyst imod det, fordi jeg ikke vil finde ind til det lille barn i mig, som bare har brug for sin mor. Men det gør mig så inderligt ked af det. Og det vil kun være endnu mere ødelæggende for resten af mit liv, hvis ikke jeg gør noget. Det er svært at erkende, at jeg skal gøre noget, når jeg mest af alt har lyst til, at hun gjorde noget. At hun kom ind, krammede mig og sagde undskyld. Lyttede på min indre verden og følelsesliv. Men det gør hun ikke. Der er kun mig tilbage, og mig til at skifte kurs.

For hvis jeg ikke skifter kurs og sadler om, som er et sjovt udtryk i mine øre, så bliver jeg ved med at være i forhold uden emotionel dybde, fordi det er trygt, og det jeg kender. Det efterlader mig endnu mere trist i mine relationer. Jeg vil hele tiden søge efter noget, som ikke er der og stille spørgsmålstegn ved det hele. Tvivle på mig selv: for hvis den følelsesmæssige tilknytning ikke er der, så må det jo være mig, den er gal med, siden jeg ikke kan skabe den. Men det er jo også svært, for skal der ikke to personer i forholdet til at få det til at ske? Det må vel bare betyde, at ingen har haft lyst til at få en dyb relation med mig. Jeg har heller ikke haft lyst til at have det med nogen, fordi jeg ikke kan finde ud af det eller tør. Jeg har ikke lært dets reelle værdi. 

Det er bare tankelort. Tanker, som jeg ikke behøver at give opmærksomhed, for der er jo ikke noget galt. De har jo været gode forældre. Er det krævende og forkælet at have ønsket sig mere? Det er også min egen skyld. Jeg var sikkert et mærkeligt barn, og det er ynkeligt og patetisk at skulle side som 25-årig og bekymre sig om, hvordan jeg var som barn. Især når jeg i stedet skulle fokusere på en karriere. På træning. På at starte en podcast. På at styrke min relationer. På at komme til Skotland. På alt andet. På det man skal og burde. 

Men hvad skal man og bør man? Jeg har aldrig haft nogen at spejle mig i, fordi jeg var et dumt, egoistisk barn, som lærte at det er ligegyldigt med andres følelser. Jeg har ikke lært om følelser. I spejlet ser jeg en flot, høj kvinde, som har langt hår, er god til at gøre noget ud af sig selv og som er i god form. Men indeni er det noget andet. Jeg ved nok i bund og grund ikke, hvordan jeg skal bygge mig selv op, og det føles som at skulle gøre det helt alene. Men det er vel sådan det er? Det er fejl eller succes. 

Måske dør jeg, når jeg er 35. Det var det. Det eneste tidspunkt hvor jeg forestillede mig en fremtid, var da jeg var helt lille. Dengang hvor jeg gerne ville være forfatter, frisør eller lærer. Nu vil jeg intet. Jeg har de seneste ti år ikke kunne se en fremtid for mig selv. Ingen femårsplan. Det var sort for mine øjne, når jeg prøvede at tænke på fremtiden. Jeg har evnet at se et halvt år fremad. Sjusset mig til en danskuddannelse. Og nu mærker jeg konsekvenserne af ikke at ville noget. Det ødelægger mig selv, det ødelægger mine venskaber og det ødelægger al rum for en fremtidig kæreste.

Kan min manglende vilje spores tilbage til dét? Jeg ved det ikke. Jeg er aldrig blevet spejlet i min lyst. Jeg ved ikke, hvordan fanden jeg vender mit liv på hovedet, hvilket også er et problem i sig selv. Jeg har altid ville lave alting om. Da jeg var 10-12 år dagdrømte jeg om at være de andre piger i klassen. Jeg ville aldrig være mig, for hvem er det? Der er intet. Hvordan kan man være venner med en, som er personlighedsløs? Hvordan kan man være kærester med en, som er personlighedsløs?

Jeg troede det ville hjælpe at skrive, men jeg får mere lyst til at grave mig dybere. Jeg kommer ingen vegne. Er det her 2011 eller 2021, jeg ved det ikke.