Jeg Føler mig klemt og akavet i forskellene mellem to verdener.
Alt det nye, der engang var det gamle og ikke betød noget, er nu det jeg tænker mest over. Aldrig har det betydet mere. Aldrig har jeg tænkt så meget over de små ting. Aldrig har jeg hængt mig så meget i alt det spotlightet afslører.
Jeg Føler mig klemt og akavet i lighederne mellem to verdener.
Stadigvæk at blive forundret. Fagre nye verden. Der stadigvæk viser mig hvor lille jeg er, hvor ubetydeligt lille jeg er. I min alder blot stående, ganske stille gående.

Forfængeligheds sorger kvæler mig langsomt, og forvandler prinsen til en tusse. Uudholdeligt langsomt. Langsomt døende, langsomt tøende. En lille bønnespirer. Følelsen af, at de yderste tråde allerede er ved at falme. I så en tidlig alder. Så langsomt døende.
Tænderne bliver til gebis.
Øjnene bliver til briller.
Benene bliver til gangstativ.
De rynkede fingre bliver fyldt med slidte guldbelagte ringe.
Men det kan man ikke se det på dig, hvorfor kan man ikke se det på dig, er det bare mig, eller bliver du bare ved med at blomstre, jeg er den lille tidsel der ligger fladt under din sko, gider du ikke godt flytte den så jeg kan rette mig ud igen. Jeg har prøvet med vand og med sol, men jeg tror bare ikke at jeg kan vokse mere, jeg tror at jeg sidder fast, ligesom når jeg sidder fast i toget, og bare ser de andre mennesker gå ind og ud og forbi mig, mine stoppesteder er endeløse og dog kommer jeg ingen vegne, jeg befinder mig stadigvæk ved de velkendte egne, som om jeg stadigvæk ligger fladt under din sko.