kan det udligne?

Har haft en god weekend. Det er egentlig længe siden at jeg har været så glad hele weekenden igennem.
Men nu vender det så lidt, kan jeg mærke.. Hvilket nok også er grunden til at jeg søger hen imod bloggen, haha. Jeg spekulerer over hvor meget personlighed, hvor mange smil og hvor meget talent der skal til, før at det kan udligne et udseende de forfængelige øje væmmes ved. Ret meget, er mit første bud.

Selvom jeg smiler og forsøger at udstråle alt det som jeg nu kan tillade mig, så er det bare aldrig rigtig nok. Findes der nogen derude som kan tænke "Jeg er nok". "Jeg, i mig selv, er rigeligt". "Mig, i min enkelthed".

Fuck, hvor smukt egentlig.. "Mig, i min enkelthed". Det kan jeg godt lide.

Jeg var til fødselsdag igår. Dobbelt 18-års. Selvom jeg var omringet af smukkere og tyndere piger end jeg selv, holdte jeg mig blot til en mentalitet der sagde: "Der skal/må nok være nogen som syntes jeg er pæn". Jeg går ud fra, at jeg denne aften antog skønhed som værende noget subjektivt. Og ganske rigtig blev jeg bekræftet i min mentalitet, da en fyr præsenterede sig for mig senere samme aften. Detaljer heraf er egentlig sagen irrelevant, så den må vi tage en anden gang. Men sagen er, at jeg nok ikke er den største klump lort på denne jord, selvom mit svage sind ofte tillader mig at tro det.. Ikke at jeg er tilfreds med noget som helst alligevel.

Hvor jeg dog plages af janteloven. Måske er det egentlig den dybere grund til min egen minimale selvtillid? Jeg tillader aldrig mig selv at tro at jeg er noget. Jeg har en anden mentalitet der siger, at grimme mennesker ikke må tro de er noget. Jeg tager ofte mig selv i ligesom at "skrue lidt ned" for mig selv i situationer, for nå ja - "Jeg skal lige huske på hvor grim jeg er, så dette kan jeg ikke tillade mig at gøre", eller hvad den givne situation nu forbyder mig at gøre, sige, mene osv..

farvel, gider ikke mere nu! #goodnight