mit livs fire vægge

Jeg ved at jeg ikke er god til mange ting. En ting jeg dog kan finde ud af, det er, at sidde alene på mit værelse og tænke over min tilværelse. Jeg kan udpege ned til mindste detaljer, hvad det er der er galt med mig og mit liv. Jeg bruger timer på at se på billeder og videoer af piger, som jeg ville ønske var mig. Se på kroppe som udfylder mine højeste ønsker, og som jeg ville dø for at have. Se på liv som jeg ønskede var mine. Oplevelser jeg ønskede jeg havde, og fyrer som skulle være ved min side. For ikke at nævne veninder jeg skulle have, og kunne finde ud af at være sammen med.

Men jeg har ingenting. Jeg kan blive i tvivl om min egen eksistens. Kan folk overhovedet se mig? Jeg kan ikke se mig selv. Jeg kan stå i et rum fyldt med mennesker, og føle mig usynlig. Folk husker mig ikke.
Og de ser lige igennem mig. Tror jeg. Ved jeg.. Nej, tror jeg. Det er svært at give sig selv lov til at tænke rationelt, når man er nede i et hul.

Dagen idag. Idag har jeg været usynlig. Jeg er så alene. Jeg står op alene. Jeg går i seng alene. Jeg er ensom. Mine tanker er ensomme, og jeg er enormt selvoptaget. Det er jeg. Jeg kan ikke se andres behov. Og det er nu også som om at jeg heller ikke behøver. Mine familiemedlemmer har også deres egne liv. Jeg er ikke en del af deres, og de er ikke en del af mit. Mit værelse er blevet til mit hjem. Et sikkert rum. Mit livs fire vægge. Her er blevet gjort ting, som ingen kender til. Tænkt tanker, som ingen kender til. Jeg deler intet. What happens inside these four walls..

Jeg er stum. Fra morgen til aften. Jeg deler intet. Følelser rører ikke mine læber i form af ord. Det er en uskreven regel i mit hjem. Aldrig er en sætning blevet startet med "jeg føler..". "jeg tænker..". Alt er så overfladisk. Hvordan kan vi kalde os for en familie? Man kan kun komme så langt med humor. Det når en grænse, hvor selv det bliver utilstrækkeligt. Det er klart, at jeg når en grænse. Hertil og ikke længere.

Jeg ved ikke hvad min mor tænker på. Hun er ligesom jeg (læs: forfærdelig), og går en hel dag igennem i sit eget selskab. Hver dag. Hun siger aldrig noget. Hun kommenterer aldrig noget. Hun interesserer sig ikke for noget. Hun laver aldrig noget. Jeg gad vide hvad hun tænker. Hun er så stum. Hun er der ikke. ligesom jeg, er hun usynlig. Jeg er så træt af mig selv. Jeg er så træt af de uskrevne regler. Følelser er ikke til at snakke om. De kan allerhøjeste kommenteres med et par få sætninger, men kun i ekstreme tilfælde af gråd og hulken. Jeg siger ikke janteloven eksisterer i mit hjem, men begejstring er en sjælden ting. Det hører nok sammen med den manglende interesse for.. Noget som helst. Intet.

Jeg vil sove min dag væk. Jeg vil sove mit liv væk. Intet siger mig noget. "Hvad kunne gøre dig glad?", spørger du. Intet. Jeg er aldrig glad. And nobody gives a fuck. Not even me. Det kræver ingen muskler at være ligeglad. Vi snakker aldrig om noget.