Hvordan kan nogen forvente at jeg ændre mig? Hvordan kan nogen forvente, at jeg bliver til noget? Noget mere end jeg er i forvejen? Når du sidder derhjemme. Uden holdninger, uden uddannelse. Hvilket liv har du?
Et liv der bliver mit en dag. 
Et fucking fedt liv. 
Jeg går med næsen i skyerne, uden at se en mening med noget som helst.
Mit humør bliver overtaget af grænseløshed. Jeg hungrer udelukkende efter kold og sanseløs nærkontakt.
Jeg hungrer efter at blive rørt. Lad dine kolde knoglede fingre glide ned over min ligeså kolde forfaldne ryg, når vi ligger sammen. Det eneste der holder os varme er vores kroppe. Det eneste der holder os i live. 
Jeg venter blot på dagen hvor det er overstået.
Hvor alt er blevet sagt. Hvor alting allerede er blevet grædt over.
Jeg venter blot på enden af ubeslutsomhed.
Enden på ventetiden, enden på det spændende. 
Jeg venter på tiden, hvor det ukendte bliver kendt, og hvor det udforudsigelige bliver det jeg kender aller mest til.
Jeg lever i en sky af uvidenhed, og lukker aldrig noget eller nogen ind.
Jeg kommer aldrig ud. Jeg kan ikke. Jeg tør ikke.
Trygge og faste rammer binder mig, og nyder usynligheden.
Jagt mig ud imod horisonton. Hinsides alle grænser, hvor ingen normer finder sted. Forbi den mørke skov, jeg kalder mine drømme, forbi tågen jeg kalder mit liv, og forbi de skræmmende døde træer jeg kalder kærlighed. 
Derude, er jeg måske et menneske.