Første 4 strofer af Thomas Kingo, Ked af verden, og kær af himlen, (1681).

Far, verden, far vel.
jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har bylted oppå,
dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
 forfængelighed,
 forfængelighed,

Hvad er dog alt
som Verden opsminker med fauer gestalt?
det er jo kun skygger og skinnede glar
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun ise-skrog, skarn og fortred,
 forfængelighed,
 forfængelighed,

Hvad er mine år,
som smugende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tanke-fuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
 forfængelighed,
 forfængelighed,

O rigdom og guld,
du er jorderigs afgud i skinnende muld,
Du er dog af verdesn bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
Du er dog, i højeste mercke og meed,
 forfængelighed,
 forfængelighed,