Længe siden at jeg har følt mit rastløs,
Og usynlig.
Jeg kan bare ikke være som dem.
Jeg fortjener ingens selskab.
Jeg prøvede og det var fint,
Men jeg gav op.
Min personlighed forlod min krop.
Og jeg er stadigvæk så langt fra der hvor jeg gerne vil være.
Jeg skammer mig.
Jeg er flov over mig selv,
Men hvorfor?
Fordi jeg forsøgte at være mig selv.
Fordi jeg prøvede at snakke.
Prøvede at have det sjovt.
Det acceptere hun ikke.
Jeg tror bare at hun vil have, at vi forbliver stumme resten af livet.
At vi bare ser med fra sidelinjen, resten af livet.
Jeg mangler en at tale med.

Dig og dit grimme drama.
Gør nu et forsøg, og smil.
Det er ikke værre end det næste.

she thinks nobody knows

Just bury me already, jesus!!

Der skal ingenting til før at jeg igen er skuffet.
Jeg tænker altid over hvordan jeg aldrig bliver god nok, som de andre.
Men aldrig på hvordan jeg bliver god nok som mig selv.
Signe Dyhr Jensen findes ikke.
Hun eksisterer ikke..
Jeg er bare en krop som er blevet navngivet.
Jeg er en ubetydelig krop, uden personlighed.
Jeg findes ikke.
Jeg kigger altid bare med fra sidelinjen.
Hvem vil savne dig?
Udadtil er jeg altid kun fysisk tilstede,
Men indeni er det noget helt andet.
Jeg tror jeg psykisk ustabil, på en stabil måde.
Jeg har tydeligvis ikke brug for andre.
Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal gøre for at blive accepteret.
Jeg er skuffet.

Følelser skal svedes ud.

Vådt græs

Du er den helt rigtige sang,
Hvisker han i hendes øre.
De ligger på ryggen, midt på græsplænen.
Det er en torsdag aften.
Det er ikke specielt varmt.
Og det er heller ingen special anledning.
Men stjernehimlen genspejler sig alligevel i de to unge øjne.
De er ikke andet end tomme tanker.
Men de er så smukke.
Deres øjne siger det hele.
Og som de ligger der.
I hinandens selskab.
I selskab med verden, og alt andet der betyder noget.
Så er de tomme for ord.
De kan ikke presse et eneste ord frem på deres læber.
Han ser en tåre i hendes øjenkrog.
Hun ser hans hånd er knyttet.
De sender hinanden lange og sigende blikke.
Som om de forstår hinanden.
Som om de forstår verden.
Som om De er indforstået med alt hvad der betyder noget.
De retter deres blik mod himlen,
Og føler sig igen så ubetydelige.
De vil gerne nå det hele.
De vil så gerne være alle steder på en gang.
Som om deres ordforråd skulle kunne male stjernehimlen i alle regnbuens farver,
Og skabe et virvar af følelser og af stemninger.
Hun vil så gerne være overdådig og se det hele fra et andet perspektiv.
Som om hendes tankegang var noget særligt.
Men hun kan ikke.
For hun er tom for tanker.
Og ord.
Hun er ikke noget særligt.
De unge kigger igen på hinanden.
Fortabt i deres øjne og falske forhåbninger.
De drømmer om intense øjeblikke
De er ingenting.
De er intet andet end det våde græs og himlen over dem.
Selvom de ligeså stille letter fra græsset, flyver der ikke mange tanker forbi før de rammer jorden igen.
Hun drømmer sig væk.
Græsset er så vådt.
Græsset vokser i takt med hendes tanker.
Det bliver længere og længere, og hun forsvinder ligeså langsomt ned i jorden.
Hun kigger op på sin elskede foroven, som kigger med et sigende blik ned på hende.
Ligeså stille forsvinder hun.
Langsomt.
Han vidste det ville ske. Han siger intet.
Hun daler og daler.
Hendes tanker forsvinder.
Indtil hun tilsidst er væk.
Solen er stået op, stjernerne er væk.
Drengen er gået, øjeblikket er sluppet.
Der er intet andet end græs tilbage der hvor hun lå.

.. og hun er stadigvæk ikke god nok.