Længe siden at jeg har følt mit rastløs,
Og usynlig.
Jeg kan bare ikke være som dem.
Jeg fortjener ingens selskab.
Jeg prøvede og det var fint,
Men jeg gav op.
Min personlighed forlod min krop.
Og jeg er stadigvæk så langt fra der hvor jeg gerne vil være.
Jeg skammer mig.
Jeg er flov over mig selv,
Men hvorfor?
Fordi jeg forsøgte at være mig selv.
Fordi jeg prøvede at snakke.
Prøvede at have det sjovt.
Det acceptere hun ikke.
Jeg tror bare at hun vil have, at vi forbliver stumme resten af livet.
At vi bare ser med fra sidelinjen, resten af livet.
Jeg mangler en at tale med.