Der skal ingenting til før at jeg igen er skuffet.
Jeg tænker altid over hvordan jeg aldrig bliver god nok, som de andre.
Men aldrig på hvordan jeg bliver god nok som mig selv.
Signe Dyhr Jensen findes ikke.
Hun eksisterer ikke..
Jeg er bare en krop som er blevet navngivet.
Jeg er en ubetydelig krop, uden personlighed.
Jeg findes ikke.
Jeg kigger altid bare med fra sidelinjen.
Hvem vil savne dig?
Udadtil er jeg altid kun fysisk tilstede,
Men indeni er det noget helt andet.
Jeg tror jeg psykisk ustabil, på en stabil måde.
Jeg har tydeligvis ikke brug for andre.
Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal gøre for at blive accepteret.
Jeg er skuffet.