Jeg tror det er fordi jeg er bange. For følelser, og for mennesker. For at leve. Jeg tør ikke være ude i vildmarken. Jeg tror at jeg ikke duer til noget, fordi jeg er grim. Jeg nedgøre mig selv konstant. Mistænker en psykose. Jeg er optaget af de små ting. Optaget af liv og død, og alt der imellem. "Jeg er ikke god nok", hver eneste dag. Til hvilken nytte? Jeg græder igen. Jeg føler mig svag. Jeg ved ikke hvad jeg forsøger på. I et latterligt forsøg på, at ændre det hele. Jeg mindes ikke den dag, hvor jeg ikke har tænkt dårligt om mig selv. Hvorfor blev jeg overhovedet født? Hvad var mine forældres hensigter med mig? Jeg er bare et skvat. Et usselt kryb på en bilrude, som bare er i vejen for udsigten. Og som lugter langt væk af ved og nervøsitet. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Måske fordi, at det er det eneste jeg er god til. Jeg kan ikke andet. Jeg hader at være mig. Jeg er ked af mig selv, min krop, min personlighed. Hvis jeg overhovedet har en. Jeg vil bare være en anden. En smukkere, gladere, tyndere, mere elskværdig person. Jeg er forfærdelig. Efter 17 år, tror jeg nu på det. Endelig. Se hvad jeg fik ud af det! Jeg er ensom og tom. Og alligevel så gider jeg ikke. Jeg kan ligeså godt droppe den smule jeg har, finde mig en kæreste og så bare sige at det var det. Så kan jeg leve resten af livet som en husmor, uden uddannelse, og tilsyneladende uden interesser og venner. Det er der sikkert også nogle glæder i. Mit hoved er ved at eksplodere. Jeg tror det er derfor jeg er så egoistisk. Og dum. Jeg tænker aldrig over tingene. Tænker aldrig længere end mine egne behov og mangler. Det er ufatteligt. Jeg er så fandens bange for at prøve noget nyt. Jeg tænker alt for meget over livet. Jeg er ikke glad. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at være glad. Men for at være ærlig, kan jeg ikke huske hvordan det føles. Det er så meget nemmere at være passiv. Men det kan du ikke være hele livet igennem - åbenbart. Men jeg vil ikke noget, jeg er ikke noget, og jeg mener ikke noget om noget som helst. Jeg nyder bare trygge, stumme og passive rammer. Jeg har ikke lyst til noget, andet end at sove. Alene. På mit værelse. Måske resten af livet. Er jeg den eneste som stadigvæk er teenager? Jeg føler mig som en på 13. Jeg er latterlig.