poesi for en 17 årig

Hvad er poesi? Hvad er livet? Hvad er meningen? Jeg er så fucking træt, at alle de samme spørgsmål. Livet er en rundetrunte, og vi får alle en bid af den samme misarable kage. Dagen er blot endnu 24 timer, hvor jeg drømmer om de bedre tider, som aldrig synes at komme. Indtil en dag, hvor der ikke er nok timer på et døgn, og hvor der ikke længere er mennesker at elske, så vil jeg indse at det er for sent. Den dag hvor jeg slås med en katte-epidemi i et forladt hus i en skov. (Læs: Min fremtid). Jeg er træt, af "livet er en sommerdag, og du er så fucking ligeså". Jeg kaster op. Jeg brækker mig ud over poesi. Jeg kaster op i min mund, og væmmes ved alle de klichéer jeg har tænkt på. "Drengen og pigen red på hvide heste, en sensommer dag på stranden. Pigen kastede sit lange hår over skulderen og tænkte, at det i sandhed var værd at vente. FOR ALT KOMMER TIL DEN DER VENTER. Drengen kastede et blik på den overdådigt smukke pige, og tænkte at han havde kæmpet en brav kamp, men var lykkelig over nu at have sin drømmepige ved sin side. FUCKING KÆMP FOR DET DU VIL HAVE. Og pigen og drengen levede fucking lykkeligt til deres dages ende. + Drengen fik halvdelen af det klamme kongerige + Nogle dværges indblanding". En kliché er ikke engang god nok. Det siger en hel del. Hvis en kliché ikke engang er god nok, hvad er så? Jeg væmmes ved alt trivielt, og ved mig selv. Det hele er det samme. Jeg er fortabt i min indre verden, og tror ikke længere på andet. Jeg har opgivet, og overgiver mig selv til den evige devaluering, som jeg kalder mit liv. Jeg forstår ikke hvorfor jeg tænker sådan her. Som om jeg venter på en prins, der en dag vil sænke en stige ned til mig, så jeg kan kravle op af mit sorte hul, hvorefter han vil fortælle mig, at det nok skal gå. At jeg er god nok. At jeg er god. At jeg er. Tilstede. At det er okay at leve, og at jeg er smuk. Jeg vil aldrig tro på hvad jeg får at vide, så hvad nytter det? Hvad skal noget som helst overhovedet gøre godt for? Jeg tror at døden er en smutvej. Livets gemmeleg. Nogen må godt finde mig snart.  Jeg kredser om poesi. Om drømmen om digtet. Ikke et hvilket som helst digt - men digtet. Et digt så godt, at det vil efterlade dig fuldstændig mind blown. Et digt som vil ændre din tankegang og tilværelse, bare for et øjeblik. Noget som vil få dig til at glemme alt andet. Det vil være så fantastisk og overdådigt, at du vil blive overrasket over at du før har været forføret med andet end ord. Det vil fjerne dig fra jordens overflade, blot for en stund, og det vil tage dig med ind i det ukendte. Du vil finde dig selv, på et ubevidst plan, hvor du flyder rundt i en sø af velvære og tanker. Sådan et digt vil jeg skrive. Et digt, så sødt som musik. Et digt, som kilder dig som en fjer, så ganske let og blidt ved ørerne, at du ikke kan nænne at fjerne det. Et digt så rigt på ord og indsigt. Det vil være som om du selv havde været der. At du selv havde skrevet det. Som om at det var dig, digtet handlede om. Som om at DU var selve digtet. Du vil blive rørt til tåre, når jeg læser op af digtet, og hele salen vil føles som ét. Mundene og øjnene slapper af, men ørerne og tankerne er lysvågne. Intet andet end digtet vil betyde noget. Sådan et digt, vil jeg skrive.