Hvad gør man, når det man bygger sin identitet på, bare er en stor fed løgn. Fed, bogstaveligt talt. Jeg er stor. Jeg er høj og stor. Kvabset. Man kan kun lige akkurat ane mine muskler, under det store lag fedt. Jeg går og bilder mig selv ind, at jeg er 'fit' og 'trænet'. At det faktisk skulle have givet mig en mere lækker krop. Det er til grin. Det er flovt. Jeg er bare høj og stor. En kæmpe stor kvinde. Det kan man ikke tænde på. Det kan man ikke finde attraktivt. Feminint. Kvinder skal være fine, slanke og feminine. Man skal kunne bære dem, og de skal være mindre en manden. Både i højde og drøjde. De skal ikke nærme sig 190 med sko på, og veje næsten 75 kilo. Det er der ikke nogen mand der vil have, og ingen kvinde med respekt for sig selv, burde have lyst til at se sådan ud. Men jeg "træner" jo. Og spiser ligeså meget slik og usundt, som en anden madame, der nærmer sig de 100 kg. Jeg træner. Årets joke. Det eneste der bliver styrket i det center er usikkerheden. Mere og mere. Og håber at nogen kigger på mig.

Jeg mister lysten til at leve. Næste måned: læbeforstørrelse. Mere træning, mindre slik. Når udseendet spiller, først der kan jeg leve mit liv.