Nogen gange ville det måske være nemmere hvis jeg var rigtig stum. For alvor. Tegnesprog kunne vi hurtigt lære. Så var det ikke så mærkeligt, at jeg aldrig sagde noget. Så havde vi en rigtig undskyldning, og jeg behøvede ikke spekulere over hvordan jeg egentlig endte hér.
Alene hjemme, på en fredag. Ingen at kunne skrive til. Ingen at snakke med. Et had til alt, og en følelse af, at livet ikke er værd at leve. Jeg er også blevet mærkelig. Jeg tror det hænger sammen med, at jeg aldrig snakker med nogen. Der kommer for få ord ud af min mund, så når jeg skal føre en samtale, bliver min hjerne forvirret. Det er uvante forhold. Sådan en rigtig samtale. Det kan man godt gå og savne. Udveksling af meninger, øjenkontakt, og at sidde overfor hinanden. En rigtig samtale.

Hvordan er jeg endt sådan? Så alene. Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg altid har været en taber. Jeg har aldrig i mit liv været rigtig glad. Det er ligesom om, at der altid har været noget galt, lige så længe jeg kan huske. Jeg har heller aldrig været god til mennesker. Aldrig og altid er også voldsomme ord at bruge. Egentlig. Jeg har bare været ved siden af mig selv i lang tid. Lang tid, det må man godt sige. Den værste følelse er følelsen af ingenting. Intet der smager af noget. Den samme sang, i den samme bil, den samme rute, til det samme fitnesscenter, de samme mennesker, som jeg hverken hilser på eller snakker til, de samme øvelser, de samme forfængelige hadefulde spejle, den samme sang igen, den samme bil igen, den samme rute igen. Hjem. For meget slik, for få resultater. Dag ud og dag ind, kun afbrudt af 6 timer på Monarch i ny og næ. Ellers intet. Ingen rigtige samtaler. Ingen nærhed, ingen passion. Jeg bilder mig selv ind, at der faktisk var engang hvor jeg kunne alt det der, andre mennesker tager for givet. At have venner. At have én enkelt ven. En som jeg kunne tage i fitnesscenteret med. En som man snakker om normale ting med. Hvordan er det nu lige at man gør det? Jeg så ham igen idag. Og han var selvfølgelig sammen med hende der, Frk. Jeg-har-altid-noget-der-ligner-falske-øjenvipper-på-men-ser-pisse-godt-ud. De er sikkert kærester, og selvfølgelig er de det. Hvorfor bilder jeg mig ind, at han måske havde syntes godt om mig også? Man kan lede sig selv så forfærdeligt meget på vildspor. Bilde sig selv alt muligt ind, opdigte scenarier, skabe sin egen lille skæve virkelighed. Hun er også meget lavere end mig, og har ren hud. Sikkert heller ingen appelsiner der har valgt at bosætte sig på hendes lår og baller. Der trak jeg sgu det længste strå, du! Så kunne jeg stå der i fitness og hade mig selv igen. Tænke at selvfølgelig er der ingen der kunne elske mig, se dog på mig? Jeg er så høj, og klam. Jeg er virkelig klam. Jeg har så mange fejl, som jeg aldrig kunne vise nogen. Jeg har ikke engang lyst til at skrive det.

Jeg har tænkt, at jeg mangler nogen af spejle mig i. Når man snakker med nogen, efterligner man ubevidst deres måde at agere på, så får man en bedre kommunikation. Jeg mangler at se på hvordan andre gør. Jeg er kun sammen med min familie, og vores måde at kommunikere på, er den eneste jeg kender til. Jeg føler ikke den er særlig hensigtsmæssig for mig, i andre sammenhænge. Det er det der gør, at jeg tit føler at jeg lyder som enten min far eller mor. Jeg er altid enten min far eller mor. Der er ingen mig. Jeg føler at jeg er falsk. Jeg er blevet mærkelig. Bare mærkelig.