Jeg Føler mig klemt og akavet i forskellene mellem to verdener.
Alt det nye, der engang var det gamle og ikke betød noget, er nu det jeg tænker mest over. Aldrig har det betydet mere. Aldrig har jeg tænkt så meget over de små ting. Aldrig har jeg hængt mig så meget i alt det spotlightet afslører.
Jeg Føler mig klemt og akavet i lighederne mellem to verdener.
Stadigvæk at blive forundret. Fagre nye verden. Der stadigvæk viser mig hvor lille jeg er, hvor ubetydeligt lille jeg er. I min alder blot stående, ganske stille gående.

Forfængeligheds sorger kvæler mig langsomt, og forvandler prinsen til en tusse. Uudholdeligt langsomt. Langsomt døende, langsomt tøende. En lille bønnespirer. Følelsen af, at de yderste tråde allerede er ved at falme. I så en tidlig alder. Så langsomt døende.
Tænderne bliver til gebis.
Øjnene bliver til briller.
Benene bliver til gangstativ.
De rynkede fingre bliver fyldt med slidte guldbelagte ringe.
Men det kan man ikke se det på dig, hvorfor kan man ikke se det på dig, er det bare mig, eller bliver du bare ved med at blomstre, jeg er den lille tidsel der ligger fladt under din sko, gider du ikke godt flytte den så jeg kan rette mig ud igen. Jeg har prøvet med vand og med sol, men jeg tror bare ikke at jeg kan vokse mere, jeg tror at jeg sidder fast, ligesom når jeg sidder fast i toget, og bare ser de andre mennesker gå ind og ud og forbi mig, mine stoppesteder er endeløse og dog kommer jeg ingen vegne, jeg befinder mig stadigvæk ved de velkendte egne, som om jeg stadigvæk ligger fladt under din sko.

Er jeg den eneste, som tit føler sig så ubruelig og ubetydelig? Verden er ikke spor stor, næ. Jeg er derimod stor, jeg er næsten for lang til at ligge i min seng, og mine fingre så fede, at de rammer to taster på en gang.
Hvorfor lever jeg mit liv? Og hvorfor lever jeg mit liv som jeg gør? Hvorfor tænker jeg som jeg gør, og hvordan tænker andre? Jeg ville ønske jeg var tankelæser.
Jeg er ikke noget godt menneske. Jeg er ikke noget flot menneske, ikke et glad menneske. Jeg ved ikke engang hvad jeg er, kun at jeg et eller andet sted er mig. Bare mig, Signe.
Hvem gør jeg glad? Hvis smil kan jeg få frem? Hvilken nytte gør jeg i denne verden? Denne verden som ikke er spor stor. Verden er skam stor, her er bare for mange menneske. For mange som mig, som ikke ved hvor de hører til, og bare går og spilder deres tid. Spilder deres tid på tvivl. At spilde tid på tvivl, er vel ligesom at have en manual til en manual. Fuck.
Jeg er besat. Besat af noget der hedder skønhed. Nå, er du også besat? Du kan ikke komme nogen vegne uden, at have dette gyldne begreb svævende omkring dig, når du går. Og når du så går, skal folk huske dig for det. Fordi du bare var dig. En skøn dig. Du skal ikke bare være en der går forbi. Du skal være et godt menneske, du skal være et flot menneske, et glad menneske. Du skal udrette noget, så du ikke bliver glemt når du går.
Jeg føler nogengange at jeg tænker for meget, men jeg tænker på om andre tænker som jeg kan? Jeg tænker for meget på det ydre, og glemmer det indre. Jeg glemmer.. Hvad livet kan betyde. Hvad livet har at tilbyde. Jeg lader det bare køre ubetydeligt forbi mig. Jeg glemmer det. Jeg kører på autopilot, og glemmer at jeg ikke behøvdes at være andre end mig. Bare mig, Signe. Jeg vil aldrig blive en anden mig, og der vil heller aldrig være en anden mig. Er det ikke vildt? Er det ikke skønt og fantastisk. Jeg synes det er vildt. Der er kun en mig, og hun står lige her. Vi er dem vi er, wow. Jeg synes det er vildt.
Du lever også kun et liv. Hvorfor ikke få det bedste ud af det? En fucking kliché, jeg ved det godt, men det passer alligevel. Jeg har levet i 15 år. 15 år hvor jeg ikke har levet. Jeg ved ikke hvornår jeg, sådan rigtigt, begynder at leve. Men der vil komme en dag, hvor jeg ikke har noget valg. For blot at kunne se tilbage, på det liv jeg har spildt. Det burde jeg ikke lade ske. Det burde ingen.
Jeg forventer en masse af mig selv. Forventer en masse af mit liv. Meget af det kommer garanteret aldrig til at ske, men det er også kun fordi jeg udelukker det på forhånd, vil at sige sådan.
Jeg hader migselv. Hader mig for ikke at være en anden. Fandens. Troede lige jeg kunne holde en pæn stil. Men næ. NÆÆÆ! Fucking næ. Næ nej. Ej okay, nu stopper jeg. Jeg vil aldrig blive tilfreds. Jeg vil nok heller aldrig være tæt på. For jeg vil altid være mig. Bare mig, Signe. Et noget så smukt udformert individ. Jeg ved ikke om jeg er smuk, men uanset hvad jeg er, er det kun på vej nedad. Ikke noget jeg kan gøre noget ved, det er genetisk. Undskuld.
Jeg er spild af tid, og jeg spilder tid. Jeg dømmes, og jeg dømmer. Jeg drømmer. Gad vide om drømme betyder noget? Noget vigtigt? Jeg har haft mange fucked up drømme. Dagsdrømme også, haha.
Mine øre gør ondt, fra at høre så høj musik. Lorte kvalitet. Hvad er kvalitet? Hvad er livs kvalitet? Hvad giver livsglæde? Hvad kan gøre mig glad, og hvad gør andre glade? Det undre jeg mig over.
"Insanity is doing the same thing, over and over again, but expecting a diffirent result"