søndag den 30. marts 2014
fredag den 21. marts 2014
[20-03-2014 21:59:42] du er det vildeste jeg nogensinde har set
[20-03-2014 21:59:47] og jeg kan se at du nyder det!
[20-03-2014 21:59:50] fuck det er godt
[20-03-2014 22:00:14] dur e seriøst fantastisk
[20-03-2014 22:00:20] du gør mig så liderlig!
[20-03-2014 22:01:16] kan du li at lege med mig?
[20-03-2014 22:01:52] lad mig se den dejlige fisse baby
[20-03-2014 22:02:16] lig dig ned
[20-03-2014 22:02:19] spred dine ben
[20-03-2014 22:02:51] stik et par fingre op
[20-03-2014 22:03:23] jeg nyder dig virkelig lige nu
[20-03-2014 21:59:47] og jeg kan se at du nyder det!
[20-03-2014 21:59:50] fuck det er godt
[20-03-2014 22:00:14] dur e seriøst fantastisk
[20-03-2014 22:00:20] du gør mig så liderlig!
[20-03-2014 22:01:16] kan du li at lege med mig?
[20-03-2014 22:01:52] lad mig se den dejlige fisse baby
[20-03-2014 22:02:16] lig dig ned
[20-03-2014 22:02:19] spred dine ben
[20-03-2014 22:02:51] stik et par fingre op
[20-03-2014 22:03:23] jeg nyder dig virkelig lige nu
søndag den 2. marts 2014
virkelighedsflugt
It's gone. Deleted. And it should stay that way. Forever. Maybe.
Det var et nyt syn på livet. Det har fået mig til at grine, og til at græde. Det har været mit andet liv i over et år efterhånden. Jeg kommer til at savne det. Måske. Tror jeg. Mit almindelige liv er så trivielt.
Spændingen ved det nye. Processen i at forandre sig. Jeg går fra almindelig til noget mere ekstraordinært. Jeg kan være lige den jeg vil. Og jeg ved, at selvom jeg forholder mig beskedent (altid), så har mændene en positiv forudtaget holdning til mig. De tror at jeg er mere end jeg er. Mere eftertragtet, mere begæret, klogere, sødere, sjovere. De tænker ikke noget dårligt om mig, og har svært ved at tro på når jeg modsiger deres påstande. Det vil jeg savne.
Hvad har jeg så tilbage nu? Jeg er efterladt med et slags tomrum, og jeg ved ikke hvad der kan erstatte min tidligere virkelighedsflugt. Hvad kan give mig samme selvsikkerhed, samme bedreværdsfølelse? Hvad kan få mig til at føle mig så meget i mit es, samtidig med at jeg føler mig god nok. Smuk nok, sjov nok, lækker nok, sexet nok - umiddelbart intet. Jeg har intet nu, og jeg er intet nu. Ingen kender mig.
Jeg har vandret rundt i min egen personlige boble alt for længe. Et liv jeg kun kendte til. Det var ego sex, og mest for min egen skyld. Mænd som aldrig ville falde for mig i min trivielle tilstand. Mænd som er ude af min liga - i virkeligheden. Jeg er bange for, at der ikke går længe før at jeg falder i igen.
"Bare fordi han synes hun er pæn, betyder det ikke at jeg er grim". Jeg kan stadig ikke tillade mig at tænke rationelt. Det hele bliver så skræmmende når det kommer tæt på. Jeg bliver altså nervøs, når folk spørger hvad jeg vil. Hvad jeg tænker. Hvorfor jeg handler som jeg gør. Hvorfor jeg tager de beslutninger som jeg tager. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor Signes hjerne gør som den gør. Der er ingen mig. Jeg er et hylster. Et tomt hylster, som der ikke er noget indhold i. Jeg er et tomrum, og glasset er altid halvtomt med mig.
Det er virkeligheden ikke Signe som har haft sex. Det er Signes krop. Det var utroligt, sådan som hans ord var så skræmmende præcise. Som havde han kendt mig i mange år. Han arbejdede jo trods alt med kommunikation, så jeg ved stadig ikke om han fyldte mig med lort. Jeg tror aldrig på, når nogen fortæller mig at de synes jeg er pæn. Jeg ved at de lyver. De gør det kun fordi de har bagtanker. På overfladen falder jeg for det, men det har ingen dybere virkning. Jeg scorer kun mænd, som jeg i virkeligheden ikke synes er pæne. Kun ganske få har jeg fundet meget lækre. Jovist, de mænd har været nogle belærte, charmerende og kloge verdensmænd, men de har ikke alle sammen være smukke. Ikke smukke på den måde, som du vil vise frem for dine forældre. Ikke smukke på den måde, hvor du ville elske at tage dem med ud. Gå hånd i hånd og smile for dig selv, velvidende at den dejlige mand var din. Sådan har de ikke været. Jeg tror kun, at de synes at jeg er flot, fordi de ikke kunne få nogen bedre. Og dog. Måske er det lige omvendt. Måske er jeg den grimme. Måske er jeg den de har måtte nøjes med. Det er lidt til grin.
Hvad skal der blive af mig. Jeg er så bange for at leve på mine egne vilkår. Jeg er så bange for når det skal handle om mig. Jeg er for tyk. Jeg er ikke trænet nok. Mine hofter er for brede, min mave er for stor. Jeg er for høj. Jeg er ikke klog nok, ikke social nok. Ikke interessant nok. Jeg har ikke rejst nok, jeg har ikke lært nok, jeg kender ikke min familie godt nok. Jeg kender ikke dem jeg kalder mine venner godt nok. Jeg har for den sags skyld ikke venner nok. Min stil er ikke god nok. Mit hår er ikke godt nok. Jeg har ikke penge nok. Intet er for sig godt nok. Jeg vil bare være min egen modsætning.
Det var et nyt syn på livet. Det har fået mig til at grine, og til at græde. Det har været mit andet liv i over et år efterhånden. Jeg kommer til at savne det. Måske. Tror jeg. Mit almindelige liv er så trivielt.
Spændingen ved det nye. Processen i at forandre sig. Jeg går fra almindelig til noget mere ekstraordinært. Jeg kan være lige den jeg vil. Og jeg ved, at selvom jeg forholder mig beskedent (altid), så har mændene en positiv forudtaget holdning til mig. De tror at jeg er mere end jeg er. Mere eftertragtet, mere begæret, klogere, sødere, sjovere. De tænker ikke noget dårligt om mig, og har svært ved at tro på når jeg modsiger deres påstande. Det vil jeg savne.
Hvad har jeg så tilbage nu? Jeg er efterladt med et slags tomrum, og jeg ved ikke hvad der kan erstatte min tidligere virkelighedsflugt. Hvad kan give mig samme selvsikkerhed, samme bedreværdsfølelse? Hvad kan få mig til at føle mig så meget i mit es, samtidig med at jeg føler mig god nok. Smuk nok, sjov nok, lækker nok, sexet nok - umiddelbart intet. Jeg har intet nu, og jeg er intet nu. Ingen kender mig.
Jeg har vandret rundt i min egen personlige boble alt for længe. Et liv jeg kun kendte til. Det var ego sex, og mest for min egen skyld. Mænd som aldrig ville falde for mig i min trivielle tilstand. Mænd som er ude af min liga - i virkeligheden. Jeg er bange for, at der ikke går længe før at jeg falder i igen.
"Bare fordi han synes hun er pæn, betyder det ikke at jeg er grim". Jeg kan stadig ikke tillade mig at tænke rationelt. Det hele bliver så skræmmende når det kommer tæt på. Jeg bliver altså nervøs, når folk spørger hvad jeg vil. Hvad jeg tænker. Hvorfor jeg handler som jeg gør. Hvorfor jeg tager de beslutninger som jeg tager. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor Signes hjerne gør som den gør. Der er ingen mig. Jeg er et hylster. Et tomt hylster, som der ikke er noget indhold i. Jeg er et tomrum, og glasset er altid halvtomt med mig.
Det er virkeligheden ikke Signe som har haft sex. Det er Signes krop. Det var utroligt, sådan som hans ord var så skræmmende præcise. Som havde han kendt mig i mange år. Han arbejdede jo trods alt med kommunikation, så jeg ved stadig ikke om han fyldte mig med lort. Jeg tror aldrig på, når nogen fortæller mig at de synes jeg er pæn. Jeg ved at de lyver. De gør det kun fordi de har bagtanker. På overfladen falder jeg for det, men det har ingen dybere virkning. Jeg scorer kun mænd, som jeg i virkeligheden ikke synes er pæne. Kun ganske få har jeg fundet meget lækre. Jovist, de mænd har været nogle belærte, charmerende og kloge verdensmænd, men de har ikke alle sammen være smukke. Ikke smukke på den måde, som du vil vise frem for dine forældre. Ikke smukke på den måde, hvor du ville elske at tage dem med ud. Gå hånd i hånd og smile for dig selv, velvidende at den dejlige mand var din. Sådan har de ikke været. Jeg tror kun, at de synes at jeg er flot, fordi de ikke kunne få nogen bedre. Og dog. Måske er det lige omvendt. Måske er jeg den grimme. Måske er jeg den de har måtte nøjes med. Det er lidt til grin.
Hvad skal der blive af mig. Jeg er så bange for at leve på mine egne vilkår. Jeg er så bange for når det skal handle om mig. Jeg er for tyk. Jeg er ikke trænet nok. Mine hofter er for brede, min mave er for stor. Jeg er for høj. Jeg er ikke klog nok, ikke social nok. Ikke interessant nok. Jeg har ikke rejst nok, jeg har ikke lært nok, jeg kender ikke min familie godt nok. Jeg kender ikke dem jeg kalder mine venner godt nok. Jeg har for den sags skyld ikke venner nok. Min stil er ikke god nok. Mit hår er ikke godt nok. Jeg har ikke penge nok. Intet er for sig godt nok. Jeg vil bare være min egen modsætning.
Abonner på:
Opslag (Atom)