Det har været sådan altid.
I folkeskolen var der Alexander. Han var min tidligste besættelse. Sådan rigtigt. Jeg tænkte på ham hele tiden. Jeg husker, at jeg lagde det mest kiksede brev i hans taske, og jeg skrev det vist nok på engelsk. Jeg havde lagt et armbånd ved og skrev i brevet, at han skulle tage det på, hvis han troede på kærlighed. Jeg var besat af ham. Han vidste det godt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville bare tænke på ham og kigge på ham. Jeg ved ikke hvad jeg skulle spørge ham om, snakke med ham om, eller gøre med ham.
Det er efterhånden blevet det gennemgående træk for de mænd, jeg er optaget af. Jeg kigger på dem. Jeg begærer dem på afstand, men ville egentlig ikke vide, hvad jeg skulle stille op, hvis de kom tæt på.
Patrick, Mike, Martin, Per, Memis, Lasse. Alle mænd jeg har begæret på afstand. Patrick var jeg enormt optaget af. Jeg tænkte på ham hele tiden, og han var i en periode stort set min eneste motivation for at tage i fitness. Han blev min for en stund. Vi havde i hvert fald sex. Derefter døde interesseren lige så stille.
Det samme gjorde sig gældende for Martin og Per. Besættelse, sex, død. Mike var anderledes. "Sex delen" endte med at vare i godt to år, før døden ramte os ligeså stille.
Senere hen var det politi Martin og Carlos jeg var besat af. Og nu er det dig.
