Du skal ikke overgive dit værd til en anden.
For pludselig er du ingenting.
Pludselig er du endnu mindre end du nogensinde har været.
Og du bliver i tvivl om hvorfor du står op.
Hvorfor du slår øjnene op
Du tænker ved dig selv: Hvad skal denne nye dag til for
Du var ikke engang færdig med igår
Der er så mange ting du ikke når
For du sover dagen væk

Men du har ikke lyst til andet.
For du har mistet den person som gjorde dig til noget.
Den person som koldt og følelsesløst kneppede livet ind i dig.
Brugte dig, som et ligegyldigt legetøj.
Men i din verden, var det vejen til liv.
Vejen til følelser, og til alt det du begærer.
Du lever på en løgn, og du snyder dig selv.
For du er udmærket klar over, at dit værd ligger i hans hule hånd.
Det gør dig ynkelig.
Det gør dig sårbar.
Det gør dig værdiløs.
Adlyd din alfons din luder.
Ulækre sæk.

Du ser frem til næste weekend.
Hvor du igen kan blive kneppet til livs,
Se hvordan du gør dig til, imens du bliver iagttaget med sultne øjne.
Ekshibitionist.
Det er hvad du har gjort dig til.
Det er din egen skyld.

Du vender sig om på siden og sover videre.
Så forbliver alting det samme.
I din indre verden.
Hvor ingen bliver lukket ind.
Du lukker dårlig nok dig selv ind.
Hvad skulle det nytte,
Du kan ingenting alligevel.

Bare læg dig om på siden igen, og vent til næste weekend.
Så kan du blive kneppet til livs igen.
Lolitadukke.

Du ligner en psykotisk ko.

When does classy cross the line and becomes trashy?
I simply dont know anymore.
Be careful,  you might fall in love with great sex.
Not the actual humanbeing, but sex.
This explains how you all of a sudden feel a strong connection with someone,
Without really knowing anything about them.
Now you have my name - what more could you demand?

It's like she hit a new low.
Faking a smile, with her coffee-to-go.
Falling to pieces everytime.
With another man,
Another pointless affair.
Another broken girl.
She hit a new low.
It's like she's lost respect for herself.
I do not know this girl anymore.
This girl, who used to be me.

"Hun kan sgu ikke så meget, men hvis der er noget hun kan, så er det at give et godt blæs"

Jeg bruger andre mennesker som følelsesmæssige skraldespande.

love yourself first

Bottom line is - you gotta love yourself first. 

If you can't do that, you can't do anything.

Without confidence, you're nothing. 

It's like I'm this little person with a huge head, who screams "How come you don't love me?!" to everyone I meet

mit livs fire vægge

Jeg ved at jeg ikke er god til mange ting. En ting jeg dog kan finde ud af, det er, at sidde alene på mit værelse og tænke over min tilværelse. Jeg kan udpege ned til mindste detaljer, hvad det er der er galt med mig og mit liv. Jeg bruger timer på at se på billeder og videoer af piger, som jeg ville ønske var mig. Se på kroppe som udfylder mine højeste ønsker, og som jeg ville dø for at have. Se på liv som jeg ønskede var mine. Oplevelser jeg ønskede jeg havde, og fyrer som skulle være ved min side. For ikke at nævne veninder jeg skulle have, og kunne finde ud af at være sammen med.

Men jeg har ingenting. Jeg kan blive i tvivl om min egen eksistens. Kan folk overhovedet se mig? Jeg kan ikke se mig selv. Jeg kan stå i et rum fyldt med mennesker, og føle mig usynlig. Folk husker mig ikke.
Og de ser lige igennem mig. Tror jeg. Ved jeg.. Nej, tror jeg. Det er svært at give sig selv lov til at tænke rationelt, når man er nede i et hul.

Dagen idag. Idag har jeg været usynlig. Jeg er så alene. Jeg står op alene. Jeg går i seng alene. Jeg er ensom. Mine tanker er ensomme, og jeg er enormt selvoptaget. Det er jeg. Jeg kan ikke se andres behov. Og det er nu også som om at jeg heller ikke behøver. Mine familiemedlemmer har også deres egne liv. Jeg er ikke en del af deres, og de er ikke en del af mit. Mit værelse er blevet til mit hjem. Et sikkert rum. Mit livs fire vægge. Her er blevet gjort ting, som ingen kender til. Tænkt tanker, som ingen kender til. Jeg deler intet. What happens inside these four walls..

Jeg er stum. Fra morgen til aften. Jeg deler intet. Følelser rører ikke mine læber i form af ord. Det er en uskreven regel i mit hjem. Aldrig er en sætning blevet startet med "jeg føler..". "jeg tænker..". Alt er så overfladisk. Hvordan kan vi kalde os for en familie? Man kan kun komme så langt med humor. Det når en grænse, hvor selv det bliver utilstrækkeligt. Det er klart, at jeg når en grænse. Hertil og ikke længere.

Jeg ved ikke hvad min mor tænker på. Hun er ligesom jeg (læs: forfærdelig), og går en hel dag igennem i sit eget selskab. Hver dag. Hun siger aldrig noget. Hun kommenterer aldrig noget. Hun interesserer sig ikke for noget. Hun laver aldrig noget. Jeg gad vide hvad hun tænker. Hun er så stum. Hun er der ikke. ligesom jeg, er hun usynlig. Jeg er så træt af mig selv. Jeg er så træt af de uskrevne regler. Følelser er ikke til at snakke om. De kan allerhøjeste kommenteres med et par få sætninger, men kun i ekstreme tilfælde af gråd og hulken. Jeg siger ikke janteloven eksisterer i mit hjem, men begejstring er en sjælden ting. Det hører nok sammen med den manglende interesse for.. Noget som helst. Intet.

Jeg vil sove min dag væk. Jeg vil sove mit liv væk. Intet siger mig noget. "Hvad kunne gøre dig glad?", spørger du. Intet. Jeg er aldrig glad. And nobody gives a fuck. Not even me. Det kræver ingen muskler at være ligeglad. Vi snakker aldrig om noget.

Mads langer, du er min bedste ven.
Dine sange får mig til at føle.
De får mig til at føle mig speciel.
Når ingen andre gør det.
Ikke engang mig selv.
Dine sange gør mig glad.
Dine sange gør mig ligeglad.
De gør mig lige tilpas.
Mads langer, du er min bedste ven.
Du gør mig lige tilpas.
Hverken mere eller mindre.
Lige midt imellem.
På halvvejen,
Mellem to øjne.
Du er gnisten mellem to øjne.
Mellem to blikke.
Der deler samme kærlighed.
Du gør mig lige tilpas.
Mads langer.
Du gør det okay at være special.
Du giver mig lyst til at være mere special.
Lyst til at være mere glad.
Mere ligeglad.
Mere mig selv.
Mads langer, du er min bedste ven.
Du griber mig i faldet, og er min faldskærm.
Du er min fugl.
Du er min lykke.

Mads langer, du er så vidunderlig.
Dine sange får mig til at føle.

Jeg har et savn.
Jeg savner almindelige mennesker.
Jeg savner bumser.
Jeg savner appelsinhud.
Jeg savner ridebukselår,
Og kruset hår.
Et skævt smil.
Og små øjne.
Almindelige grin.
To normale mennesker.
Som går hånd i hånd i en park.
Og snakker med normale tunger,
Om trivielle emner.
På en tirsdag.
Du skal være smuk, sagde de.
Du skal være speciel, sagde de.
Du skal være tynd, siger de.
Men du er et almindeligt menneske.
Du er almindelig.
Du er almindelig.
Jeg har et savn.
Jeg savner fugtige morgener.
Jeg savner fuglesang.
Og løst hår.
Hvornår er det,
Hvornår bliver det.
Jeg savner en strøm at være en fisk i.
Men jeg er almindelig.

Fortrydelsespille.
Fortrydelse.
Ydelse.
Nydelse.
Nyt.
Ny.
Nat.
Og et kys.
Og dit blik.
Min nøgne krop.
Nøgne.
Os to.
Så følelseskold.
Som jeg står bag ved dig.
Nøgen, og holder om dig.
Med en smøg i hånden.
Betragtes naturen med det mest ærlige blik.
Så uskyldigt.
Så ungt og naivt.
Så rent.
Blide kys langs halsen.
Kys langs livet.
Langs landevejen.
Vejen.
Og din hånd i min.
Du tager mig med på en rejse.
Jeg kan ikke kende mig selv.
Du gør mig uovervindelig.
For en stund.
Så gør du min mund,
Til dit rige.
Jeg hvisker ord til langt ud på natten,
Og du forfører mit sind.
Min mand.

Ingen vil kunne elske dig.
Det lyder hårdt.
Ingen vil kunne elske din appelsinhud.
Ingen vil kunne elske dine strækmærker.
Din løse hud.
Din tykke mave.
Dine tykke lår,
Dine indgroede hår.
Og dit blege ydre.
Det lyder hårdt.
men det er dig.
Du prøver.
Du er ikke tilfreds.
Du prøver.

Det lyder hårdt;
Men du er stadigvæk bare dig selv.

Kvindelige former er så klamme.
Cut the shit, I want bones and muscles.

Alle de søde fyre.. Ærgeligt at jeg er så grim

På ekshibitionismens afveje

Hvad skal der dog blive af dig,
Arme pige, arme student,
Og i lige så høj grad, luddovne drivert.
Du står på en skillevej.
Mellem modvind og solskin.
Du er lige i midten.
Orkanens øje.
Vindstille.
Stille.
Stille sind og sindsforladt.
Ikke længere et resultat af generthed,
Det kaldes indadvendt.
Mange års søgning er gjort til skamme.
Og jeg ved stadigvæk ingenting.
Det er ufatteligt.
Du kigger ud mellem blinkende lygter,
Og farvede læber, malede kinder.
Ser ikke andet end tomme minder,
Og tanker som flygter.

Så længe der er et nye sæt hænder.
Et på din krop og et på dit sind,
Så skal det nok gå.
Det er slangens nye hobby.
Hvisker forførende volapyk i dit øre,
Og snor sig om dit sind med sin nøgne blanke krop.
Uimodståelig.
Snedig.
Formår at spejle sig i al din uopfyldte lyst og begærlighed.
Uimodståelig.
Snor sig om din hals,
Snor sig om din lillefinger.
Inden du ved af det, er slangen ligeså langsomt ved at lukke gabet omkring dig.
Før du ved af det, er du død.
Død, i din søgning på begær.
Slangen snor sig mæt og tilfreds væk fra det beskidte rottehul.
På vej efter et nyt offer.

Jeg ved ikke hvem jeg er.
Eller hvad fanden jeg vil.
Jeg tror det eneste som er sikkert,
Det er at jeg er irriterende.
Jeg tror ikke engang at de kan kende mig mere.
Jeg kan ikke kende mig selv.
Pigen i spejlet,
Ved jeg ikke hvem er.
Jeg ved ikke hvad hun siger, og hvorfor hun gør det.
Hendes sprog er fremmed for mig.
Hun tænker ikke før hun taler.
Jeg ved ikke hvem jeg er ved at blive til.
Hvor er det at jeg er på vej hen?

Det gør mig trist.

Jeg ved hvad sex er. Jeg ved ikke hvad følelser er.

Jo mere jeg vænner mig til tanken,
Jo mere er det som om de slår ned på min person.
Jeg bedømmes ud fra væremåde.
Hvis det altså er den jeg.

Hun kiggede aldrig op.
Selvom han stod nøgen foran hende,
Hun var ligeglad.
Hun kiggede ikke op.
Lod ham gøre hvad han ville med hende.
Hun var allerede tom.
Selv ikke hans ord,
Hans stemme,
Hans berøring,
Kunne ændre hendes sindstilstand.
Hun var lidt langt ude.
Nytteløs.
Uduelig.
Hun var kun ude efter hans begær.
Og hans øjne.
Hans smil.
Hun ville som et grådigt rovdyr, få hvad hun ville have, og derefter gå igen.
Flå hans hjerte ud samtidigt.
Så kunne det være hun selv kunne føle noget.
Hun var en mutant.
To lange ben på et hovede.
Som om hun behøvede andet.

Hun lå magtesløst på ryggen.
Lod ham fylde hende med vulgære ord og tanker,
Lod ham overtage hendes krop og sind for en stund,
Imens det eneste hun kunne tænke var;
Betyder det her at du kan lide mig?

What are you doing..

You're just not a pretty girl. Stop trying to act like one, and start acting like yourself.

Sort på sort, gik hun i ét med omgivelserne.

When do you start doing something for you?
Oui. mademoiselle.

Den eneste accept jeg søger er min egen.

Jeg tror hun nyder triste tanker.
Og triste ord. Triste vendinger.
Hendes sorte og hvide verden.
Så utroligt trist. Ko.
Hun tænker: "Bliv nu god nok!".
Dag ud og dag ind.
Hun lever af de triste tanker.
Og de tomme blikke.
Hun sidder på sin plads.
På sin træstol. Bygget af skam og had.
Gud forbyde hun trådte ud af sine vante roller.
Hun nyder sin rolle.
Sin sikre rolle.
Hun er ingenting.
Der kan gå dage før at hun opdager sig selv.
Hun sidder på sin plads,
Og er helt og aldeles anonym.
Hun tør ikke binde sig til nogen.
Ingen stiller spørgsmålstegn,
Så hvorfor bekymre sig?
Hun tror ikke engang selv at hun eksistere.
Hun ser ikke frem til noget,
Fandens tredjeperson.
Det sorte får.
Usle rotte.

Det hele går meget bedre, når du holder op med at bekymre dig om hvorvidt du eksistere eller ej.

Pludselig var der ikke andet end træning og lektier som definerende mig.
Et produkt af tomhed.
Uden interesser og glæde. Uden kys og kram.
Uden nærhed, og kærlighed.
De samme sange på repeat, og de samme dage på repeat.
Det er den jeg er.
Ingen overraskelser.
Bare mig.

engis vs world

Tænk at du i et øjeblik troede du var god nok.
Intet du har fået er du selv herre over.
Du er som en hund der bliver fodret med kødben, men ligeså snart din ejer forsvinder, ved du ikke hvad du skal gøre af dig selv.
Du kan ingenting.
Tænk at du troede du kunne.
Du prøver og prøver.
Og fejler gang på gang.
Det eneste tidspunkt hvor du har brug for venner er når det ikke er dine egne.
For satan.
Bliv nu god nok, ko.

Længe siden at jeg har følt mit rastløs,
Og usynlig.
Jeg kan bare ikke være som dem.
Jeg fortjener ingens selskab.
Jeg prøvede og det var fint,
Men jeg gav op.
Min personlighed forlod min krop.
Og jeg er stadigvæk så langt fra der hvor jeg gerne vil være.
Jeg skammer mig.
Jeg er flov over mig selv,
Men hvorfor?
Fordi jeg forsøgte at være mig selv.
Fordi jeg prøvede at snakke.
Prøvede at have det sjovt.
Det acceptere hun ikke.
Jeg tror bare at hun vil have, at vi forbliver stumme resten af livet.
At vi bare ser med fra sidelinjen, resten af livet.
Jeg mangler en at tale med.

Dig og dit grimme drama.
Gør nu et forsøg, og smil.
Det er ikke værre end det næste.

she thinks nobody knows

Just bury me already, jesus!!

Der skal ingenting til før at jeg igen er skuffet.
Jeg tænker altid over hvordan jeg aldrig bliver god nok, som de andre.
Men aldrig på hvordan jeg bliver god nok som mig selv.
Signe Dyhr Jensen findes ikke.
Hun eksisterer ikke..
Jeg er bare en krop som er blevet navngivet.
Jeg er en ubetydelig krop, uden personlighed.
Jeg findes ikke.
Jeg kigger altid bare med fra sidelinjen.
Hvem vil savne dig?
Udadtil er jeg altid kun fysisk tilstede,
Men indeni er det noget helt andet.
Jeg tror jeg psykisk ustabil, på en stabil måde.
Jeg har tydeligvis ikke brug for andre.
Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal gøre for at blive accepteret.
Jeg er skuffet.

Følelser skal svedes ud.

Vådt græs

Du er den helt rigtige sang,
Hvisker han i hendes øre.
De ligger på ryggen, midt på græsplænen.
Det er en torsdag aften.
Det er ikke specielt varmt.
Og det er heller ingen special anledning.
Men stjernehimlen genspejler sig alligevel i de to unge øjne.
De er ikke andet end tomme tanker.
Men de er så smukke.
Deres øjne siger det hele.
Og som de ligger der.
I hinandens selskab.
I selskab med verden, og alt andet der betyder noget.
Så er de tomme for ord.
De kan ikke presse et eneste ord frem på deres læber.
Han ser en tåre i hendes øjenkrog.
Hun ser hans hånd er knyttet.
De sender hinanden lange og sigende blikke.
Som om de forstår hinanden.
Som om de forstår verden.
Som om De er indforstået med alt hvad der betyder noget.
De retter deres blik mod himlen,
Og føler sig igen så ubetydelige.
De vil gerne nå det hele.
De vil så gerne være alle steder på en gang.
Som om deres ordforråd skulle kunne male stjernehimlen i alle regnbuens farver,
Og skabe et virvar af følelser og af stemninger.
Hun vil så gerne være overdådig og se det hele fra et andet perspektiv.
Som om hendes tankegang var noget særligt.
Men hun kan ikke.
For hun er tom for tanker.
Og ord.
Hun er ikke noget særligt.
De unge kigger igen på hinanden.
Fortabt i deres øjne og falske forhåbninger.
De drømmer om intense øjeblikke
De er ingenting.
De er intet andet end det våde græs og himlen over dem.
Selvom de ligeså stille letter fra græsset, flyver der ikke mange tanker forbi før de rammer jorden igen.
Hun drømmer sig væk.
Græsset er så vådt.
Græsset vokser i takt med hendes tanker.
Det bliver længere og længere, og hun forsvinder ligeså langsomt ned i jorden.
Hun kigger op på sin elskede foroven, som kigger med et sigende blik ned på hende.
Ligeså stille forsvinder hun.
Langsomt.
Han vidste det ville ske. Han siger intet.
Hun daler og daler.
Hendes tanker forsvinder.
Indtil hun tilsidst er væk.
Solen er stået op, stjernerne er væk.
Drengen er gået, øjeblikket er sluppet.
Der er intet andet end græs tilbage der hvor hun lå.

.. og hun er stadigvæk ikke god nok.

Almindeligheden er rastløs.
Livet er sporløs.
Forsvundet.
Bundet.
Sorte træer.
Vi kan ikke se andet.
Farveblind og tom af sind.

Dine øjne er tomme.
Selv når du smiler.
Tomme gader.
Gadelamper.
Fortrængning hænger som tåge.
Et tungt åndedræt.
To lukkede øjne.
Og alt er glemt.

Dansende knogler.
Hule mørktmalede øjne.
Blege lyserøde læber.
Intet bliver sagt,
Blandt ukendte tunger.

You're ugly. Work out more. Period.
Jeg er den eneste som ved hvem jeg er.

Hun har intet at have det i. Fucking luder, jeg hader dig.
Du bliver aldrig god nok. So.
Ser bare med fra sidelinjen, imens hun tramper ihærdigt på dit hoved.
Fortræng alt. Til den dag du er en kold sten.
Så fucking dum du er.

Ikke drømme.
Ikke spise.
Ikke grine.
Ikke elske.

Jeg vil ikke mere snart.

Virkeligheden er grim. Jeg kan ikke lide den.

Der er alligevel noget ved sådan et rum.
Svedige mennesker.
Spinning.
Almindelige mennesker.
Buler og sved ned af ryggen.
Det er helt almindeligt.
Der er alligevel noget ved det.

Theory: Tal mere med mennesker. Tal mindre om dem.

En god ven, er en du kan fortælle noget til, uden at bekymre dig om hvad personen må tænke om dig.

SUIT THE FUCK UP

Endnu en start.. Go get 'em girl.

Jeg tror det er fordi jeg er bange. For følelser, og for mennesker. For at leve. Jeg tør ikke være ude i vildmarken. Jeg tror at jeg ikke duer til noget, fordi jeg er grim. Jeg nedgøre mig selv konstant. Mistænker en psykose. Jeg er optaget af de små ting. Optaget af liv og død, og alt der imellem. "Jeg er ikke god nok", hver eneste dag. Til hvilken nytte? Jeg græder igen. Jeg føler mig svag. Jeg ved ikke hvad jeg forsøger på. I et latterligt forsøg på, at ændre det hele. Jeg mindes ikke den dag, hvor jeg ikke har tænkt dårligt om mig selv. Hvorfor blev jeg overhovedet født? Hvad var mine forældres hensigter med mig? Jeg er bare et skvat. Et usselt kryb på en bilrude, som bare er i vejen for udsigten. Og som lugter langt væk af ved og nervøsitet. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Måske fordi, at det er det eneste jeg er god til. Jeg kan ikke andet. Jeg hader at være mig. Jeg er ked af mig selv, min krop, min personlighed. Hvis jeg overhovedet har en. Jeg vil bare være en anden. En smukkere, gladere, tyndere, mere elskværdig person. Jeg er forfærdelig. Efter 17 år, tror jeg nu på det. Endelig. Se hvad jeg fik ud af det! Jeg er ensom og tom. Og alligevel så gider jeg ikke. Jeg kan ligeså godt droppe den smule jeg har, finde mig en kæreste og så bare sige at det var det. Så kan jeg leve resten af livet som en husmor, uden uddannelse, og tilsyneladende uden interesser og venner. Det er der sikkert også nogle glæder i. Mit hoved er ved at eksplodere. Jeg tror det er derfor jeg er så egoistisk. Og dum. Jeg tænker aldrig over tingene. Tænker aldrig længere end mine egne behov og mangler. Det er ufatteligt. Jeg er så fandens bange for at prøve noget nyt. Jeg tænker alt for meget over livet. Jeg er ikke glad. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at være glad. Men for at være ærlig, kan jeg ikke huske hvordan det føles. Det er så meget nemmere at være passiv. Men det kan du ikke være hele livet igennem - åbenbart. Men jeg vil ikke noget, jeg er ikke noget, og jeg mener ikke noget om noget som helst. Jeg nyder bare trygge, stumme og passive rammer. Jeg har ikke lyst til noget, andet end at sove. Alene. På mit værelse. Måske resten af livet. Er jeg den eneste som stadigvæk er teenager? Jeg føler mig som en på 13. Jeg er latterlig.

So sick of you and your dark mind.

Avoid anybody and anythig.
Let me know when you become alive again. If you've ever been.

poesi for en 17 årig

Hvad er poesi? Hvad er livet? Hvad er meningen? Jeg er så fucking træt, at alle de samme spørgsmål. Livet er en rundetrunte, og vi får alle en bid af den samme misarable kage. Dagen er blot endnu 24 timer, hvor jeg drømmer om de bedre tider, som aldrig synes at komme. Indtil en dag, hvor der ikke er nok timer på et døgn, og hvor der ikke længere er mennesker at elske, så vil jeg indse at det er for sent. Den dag hvor jeg slås med en katte-epidemi i et forladt hus i en skov. (Læs: Min fremtid). Jeg er træt, af "livet er en sommerdag, og du er så fucking ligeså". Jeg kaster op. Jeg brækker mig ud over poesi. Jeg kaster op i min mund, og væmmes ved alle de klichéer jeg har tænkt på. "Drengen og pigen red på hvide heste, en sensommer dag på stranden. Pigen kastede sit lange hår over skulderen og tænkte, at det i sandhed var værd at vente. FOR ALT KOMMER TIL DEN DER VENTER. Drengen kastede et blik på den overdådigt smukke pige, og tænkte at han havde kæmpet en brav kamp, men var lykkelig over nu at have sin drømmepige ved sin side. FUCKING KÆMP FOR DET DU VIL HAVE. Og pigen og drengen levede fucking lykkeligt til deres dages ende. + Drengen fik halvdelen af det klamme kongerige + Nogle dværges indblanding". En kliché er ikke engang god nok. Det siger en hel del. Hvis en kliché ikke engang er god nok, hvad er så? Jeg væmmes ved alt trivielt, og ved mig selv. Det hele er det samme. Jeg er fortabt i min indre verden, og tror ikke længere på andet. Jeg har opgivet, og overgiver mig selv til den evige devaluering, som jeg kalder mit liv. Jeg forstår ikke hvorfor jeg tænker sådan her. Som om jeg venter på en prins, der en dag vil sænke en stige ned til mig, så jeg kan kravle op af mit sorte hul, hvorefter han vil fortælle mig, at det nok skal gå. At jeg er god nok. At jeg er god. At jeg er. Tilstede. At det er okay at leve, og at jeg er smuk. Jeg vil aldrig tro på hvad jeg får at vide, så hvad nytter det? Hvad skal noget som helst overhovedet gøre godt for? Jeg tror at døden er en smutvej. Livets gemmeleg. Nogen må godt finde mig snart.  Jeg kredser om poesi. Om drømmen om digtet. Ikke et hvilket som helst digt - men digtet. Et digt så godt, at det vil efterlade dig fuldstændig mind blown. Et digt som vil ændre din tankegang og tilværelse, bare for et øjeblik. Noget som vil få dig til at glemme alt andet. Det vil være så fantastisk og overdådigt, at du vil blive overrasket over at du før har været forføret med andet end ord. Det vil fjerne dig fra jordens overflade, blot for en stund, og det vil tage dig med ind i det ukendte. Du vil finde dig selv, på et ubevidst plan, hvor du flyder rundt i en sø af velvære og tanker. Sådan et digt vil jeg skrive. Et digt, så sødt som musik. Et digt, som kilder dig som en fjer, så ganske let og blidt ved ørerne, at du ikke kan nænne at fjerne det. Et digt så rigt på ord og indsigt. Det vil være som om du selv havde været der. At du selv havde skrevet det. Som om at det var dig, digtet handlede om. Som om at DU var selve digtet. Du vil blive rørt til tåre, når jeg læser op af digtet, og hele salen vil føles som ét. Mundene og øjnene slapper af, men ørerne og tankerne er lysvågne. Intet andet end digtet vil betyde noget. Sådan et digt, vil jeg skrive.

69

Skyerne hang lavt, en onsdag eftermiddag. Den bitre pige gik i sine egne tanker, og spekulerede over stort og småt. Hun skænkede aldrig omverdenen en tanken. Hun mente at hun var usynlig. En egenskab hun havde tillært sig allerede fra barns ben af. Hun troede at det overfladiske var alt der lå i det. At tingene aldrig var dybere end som så. Hun var meget bitter. Hun forstod sig ikke på mennesker, og foragtede til tider synet af sine egne. Hun mente at hun havde nok i sig selv. Hun var meget sær.

Omtaler mig selv i tredje person lidt for ofte. Det er så typisk hende.

Nothing tastes as good as skinny feels.

Vi kan ikke sammen være 180 skeletter, med langt hår og fyldige læber.
Vi kan ikke alle sammen være smukke.

The only thing that brings me joy, comes in a can and says "coca cola" on it.

Drugs. Yet again you failed to impress me.

Hold kæft. Du ved hvad du er værd.

Giv lidt af dig selv.

Du vil blive overrasket over hvad du kan få tilbage. 

Maybe she is about to go somewhere. Like she's about to get it together.
Still cant quite see if this girl is me.