Hvad gør man, når det man bygger sin identitet på, bare er en stor fed løgn. Fed, bogstaveligt talt. Jeg er stor. Jeg er høj og stor. Kvabset. Man kan kun lige akkurat ane mine muskler, under det store lag fedt. Jeg går og bilder mig selv ind, at jeg er 'fit' og 'trænet'. At det faktisk skulle have givet mig en mere lækker krop. Det er til grin. Det er flovt. Jeg er bare høj og stor. En kæmpe stor kvinde. Det kan man ikke tænde på. Det kan man ikke finde attraktivt. Feminint. Kvinder skal være fine, slanke og feminine. Man skal kunne bære dem, og de skal være mindre en manden. Både i højde og drøjde. De skal ikke nærme sig 190 med sko på, og veje næsten 75 kilo. Det er der ikke nogen mand der vil have, og ingen kvinde med respekt for sig selv, burde have lyst til at se sådan ud. Men jeg "træner" jo. Og spiser ligeså meget slik og usundt, som en anden madame, der nærmer sig de 100 kg. Jeg træner. Årets joke. Det eneste der bliver styrket i det center er usikkerheden. Mere og mere. Og håber at nogen kigger på mig.

Jeg mister lysten til at leve. Næste måned: læbeforstørrelse. Mere træning, mindre slik. Når udseendet spiller, først der kan jeg leve mit liv.

Til jobsamtalen:
"Hvad tror du at dine venner eller kollegaer ville fortælle, hvis de skulle beskrive dig?"

Man kan blive så træt af at kigge på smukke mennesker. Det kan simpelthen gøre en så træt.

Otte timer, og har du nogen som helst idé om hvem jeg er? For jeg har ikke.
Korte uvirkelige øjeblikke. Du lå ovenpå mig, med dit hoved på mit bryst. Lyttede til den stille musik, mens jeg aede din stærke ryg.
Hvad betyder egentlig noget? Nogen sagde, at livet handler om at gøre så umage. Jeg må anstrenge mig lidt mere.

Man tager med bekendte i byen
Man håber ikke at han svarer tilbage
Man sender nøgenbilleder til den gifte mand

Og håber på lidt bekræftelse

Cardio, mere cardio. Og proteiner, færre kulhydrater. Man skulle tro, at jeg lod som om at jeg var en af dem. At jeg var på diæt ligesom dem, og at vi snart skulle stå side om side på scenen. Med spraytan og makeup ud over alle grænser, i vores livs bedste form. Valse rundt med numsen bar i glimmerbikini, og vinke til publikum med vores falske negle. Dreje en halv omgang til højre, the money shot, spænde ballerne, sprede vores lats og blot lytte til stemmerne huje imems vi giver den alt hvad vi har. For det her er hvad vi har kæmpet for i alle disse måneder. Spist efter den skarpeste kostplan ugerne op til. Takke nej til fester og farmos fløde. Tænke på mad og træning dag ud og dag ind. Nærstudere sig selv i hvert et spejl, og måle og veje alle kanter og hjørner. Tjekke for nye veins hver morgen. En kamp hver eneste dag, for at stå knivskarpt på scenen.

Men jeg er ikke en af dem. Jeg er kvabset, stor og blød. Jeg har ingen veins på hverken mave eller arme. Jeg har ingen sixpack, og jeg drikker sodavand hver dag. Jeg træner, men jeg er ikke en af dem. De kender mig ikke, men jeg betragter dem som mine venner, min omgangskreds. Jeg liker deres kyllinge-tomat-pepsi-max-kl-10-måltids billede på instagram, og kommenterer; hvor fedt, skal du og træne triceps idag? Måske afslutter jeg med en smiley, eller en tommel op. Jeg tjekker op på alle mine venner i løbet af dagen, gerne flere gange. Jo nærmere vi når konkurrencen, jo mere skal jeg anstrenge mig. Man kan jo ikke gå og være så flommet ved siden af sine venner. Så helt i smug, forsøger jeg at aftale med mig selv: at jeg spiser havregryn når jeg står op. Ved 10-11 tiden spiser jeg en smule skyr og nogle mandler. Til frokost får jeg spejlæg på rugbrød, og lidt grønt til. Om eftermiddagen skal jeg træne, og herefter drikker jeg en proteinshake. Til aften skal jeg også helst spise sundt, så gerne noget kylling og en masse grønt. Naturligvis intet slik og sukker, bortset fra pepsi max. Det drikker alle mine venner, det må man gerne når man sådan er på diæt. Det er ikke noget blot at følge en diæt, man er også nødt til at træne alle ugens dage. Når vi nærmer os konkurrencen, så skruer vi naturligvis op for cardio træningen. Gerne to gange om dagen, når vi kommer rigtig tæt på.

Mit spejlbillede i fitness world, afslører nogenlunde markede arme. Maven hænger ikke udover bukserne, og på ben og baller er der også antydningen af at have trænet. Jeg kigger rundt i centeret, og en lille stemmer forsøger at sige: jeg ser jo faktisk ret lækker og fit ud, men bliver hurtigt slået væk. For undervejs i mit træningspas, holder jeg øje med mine venner, og næste gang jeg møder mit spejlbillede, indser jeg at der er lang vej endnu. Konkurrencen nærmer sig, og jeg blivee nødt til at stramme mig an. Ellers bliver jeg aldrig god nok.

Nogen gange ville det måske være nemmere hvis jeg var rigtig stum. For alvor. Tegnesprog kunne vi hurtigt lære. Så var det ikke så mærkeligt, at jeg aldrig sagde noget. Så havde vi en rigtig undskyldning, og jeg behøvede ikke spekulere over hvordan jeg egentlig endte hér.
Alene hjemme, på en fredag. Ingen at kunne skrive til. Ingen at snakke med. Et had til alt, og en følelse af, at livet ikke er værd at leve. Jeg er også blevet mærkelig. Jeg tror det hænger sammen med, at jeg aldrig snakker med nogen. Der kommer for få ord ud af min mund, så når jeg skal føre en samtale, bliver min hjerne forvirret. Det er uvante forhold. Sådan en rigtig samtale. Det kan man godt gå og savne. Udveksling af meninger, øjenkontakt, og at sidde overfor hinanden. En rigtig samtale.

Hvordan er jeg endt sådan? Så alene. Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg altid har været en taber. Jeg har aldrig i mit liv været rigtig glad. Det er ligesom om, at der altid har været noget galt, lige så længe jeg kan huske. Jeg har heller aldrig været god til mennesker. Aldrig og altid er også voldsomme ord at bruge. Egentlig. Jeg har bare været ved siden af mig selv i lang tid. Lang tid, det må man godt sige. Den værste følelse er følelsen af ingenting. Intet der smager af noget. Den samme sang, i den samme bil, den samme rute, til det samme fitnesscenter, de samme mennesker, som jeg hverken hilser på eller snakker til, de samme øvelser, de samme forfængelige hadefulde spejle, den samme sang igen, den samme bil igen, den samme rute igen. Hjem. For meget slik, for få resultater. Dag ud og dag ind, kun afbrudt af 6 timer på Monarch i ny og næ. Ellers intet. Ingen rigtige samtaler. Ingen nærhed, ingen passion. Jeg bilder mig selv ind, at der faktisk var engang hvor jeg kunne alt det der, andre mennesker tager for givet. At have venner. At have én enkelt ven. En som jeg kunne tage i fitnesscenteret med. En som man snakker om normale ting med. Hvordan er det nu lige at man gør det? Jeg så ham igen idag. Og han var selvfølgelig sammen med hende der, Frk. Jeg-har-altid-noget-der-ligner-falske-øjenvipper-på-men-ser-pisse-godt-ud. De er sikkert kærester, og selvfølgelig er de det. Hvorfor bilder jeg mig ind, at han måske havde syntes godt om mig også? Man kan lede sig selv så forfærdeligt meget på vildspor. Bilde sig selv alt muligt ind, opdigte scenarier, skabe sin egen lille skæve virkelighed. Hun er også meget lavere end mig, og har ren hud. Sikkert heller ingen appelsiner der har valgt at bosætte sig på hendes lår og baller. Der trak jeg sgu det længste strå, du! Så kunne jeg stå der i fitness og hade mig selv igen. Tænke at selvfølgelig er der ingen der kunne elske mig, se dog på mig? Jeg er så høj, og klam. Jeg er virkelig klam. Jeg har så mange fejl, som jeg aldrig kunne vise nogen. Jeg har ikke engang lyst til at skrive det.

Jeg har tænkt, at jeg mangler nogen af spejle mig i. Når man snakker med nogen, efterligner man ubevidst deres måde at agere på, så får man en bedre kommunikation. Jeg mangler at se på hvordan andre gør. Jeg er kun sammen med min familie, og vores måde at kommunikere på, er den eneste jeg kender til. Jeg føler ikke den er særlig hensigtsmæssig for mig, i andre sammenhænge. Det er det der gør, at jeg tit føler at jeg lyder som enten min far eller mor. Jeg er altid enten min far eller mor. Der er ingen mig. Jeg føler at jeg er falsk. Jeg er blevet mærkelig. Bare mærkelig.