Almindeligheden er rastløs.
Livet er sporløs.
Forsvundet.
Bundet.
Sorte træer.
Vi kan ikke se andet.
Farveblind og tom af sind.

Dine øjne er tomme.
Selv når du smiler.
Tomme gader.
Gadelamper.
Fortrængning hænger som tåge.
Et tungt åndedræt.
To lukkede øjne.
Og alt er glemt.

Dansende knogler.
Hule mørktmalede øjne.
Blege lyserøde læber.
Intet bliver sagt,
Blandt ukendte tunger.

You're ugly. Work out more. Period.
Jeg er den eneste som ved hvem jeg er.

Hun har intet at have det i. Fucking luder, jeg hader dig.
Du bliver aldrig god nok. So.
Ser bare med fra sidelinjen, imens hun tramper ihærdigt på dit hoved.
Fortræng alt. Til den dag du er en kold sten.
Så fucking dum du er.

Ikke drømme.
Ikke spise.
Ikke grine.
Ikke elske.

Jeg vil ikke mere snart.

Virkeligheden er grim. Jeg kan ikke lide den.

Der er alligevel noget ved sådan et rum.
Svedige mennesker.
Spinning.
Almindelige mennesker.
Buler og sved ned af ryggen.
Det er helt almindeligt.
Der er alligevel noget ved det.

Theory: Tal mere med mennesker. Tal mindre om dem.

En god ven, er en du kan fortælle noget til, uden at bekymre dig om hvad personen må tænke om dig.

SUIT THE FUCK UP

Endnu en start.. Go get 'em girl.

Jeg tror det er fordi jeg er bange. For følelser, og for mennesker. For at leve. Jeg tør ikke være ude i vildmarken. Jeg tror at jeg ikke duer til noget, fordi jeg er grim. Jeg nedgøre mig selv konstant. Mistænker en psykose. Jeg er optaget af de små ting. Optaget af liv og død, og alt der imellem. "Jeg er ikke god nok", hver eneste dag. Til hvilken nytte? Jeg græder igen. Jeg føler mig svag. Jeg ved ikke hvad jeg forsøger på. I et latterligt forsøg på, at ændre det hele. Jeg mindes ikke den dag, hvor jeg ikke har tænkt dårligt om mig selv. Hvorfor blev jeg overhovedet født? Hvad var mine forældres hensigter med mig? Jeg er bare et skvat. Et usselt kryb på en bilrude, som bare er i vejen for udsigten. Og som lugter langt væk af ved og nervøsitet. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Måske fordi, at det er det eneste jeg er god til. Jeg kan ikke andet. Jeg hader at være mig. Jeg er ked af mig selv, min krop, min personlighed. Hvis jeg overhovedet har en. Jeg vil bare være en anden. En smukkere, gladere, tyndere, mere elskværdig person. Jeg er forfærdelig. Efter 17 år, tror jeg nu på det. Endelig. Se hvad jeg fik ud af det! Jeg er ensom og tom. Og alligevel så gider jeg ikke. Jeg kan ligeså godt droppe den smule jeg har, finde mig en kæreste og så bare sige at det var det. Så kan jeg leve resten af livet som en husmor, uden uddannelse, og tilsyneladende uden interesser og venner. Det er der sikkert også nogle glæder i. Mit hoved er ved at eksplodere. Jeg tror det er derfor jeg er så egoistisk. Og dum. Jeg tænker aldrig over tingene. Tænker aldrig længere end mine egne behov og mangler. Det er ufatteligt. Jeg er så fandens bange for at prøve noget nyt. Jeg tænker alt for meget over livet. Jeg er ikke glad. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at være glad. Men for at være ærlig, kan jeg ikke huske hvordan det føles. Det er så meget nemmere at være passiv. Men det kan du ikke være hele livet igennem - åbenbart. Men jeg vil ikke noget, jeg er ikke noget, og jeg mener ikke noget om noget som helst. Jeg nyder bare trygge, stumme og passive rammer. Jeg har ikke lyst til noget, andet end at sove. Alene. På mit værelse. Måske resten af livet. Er jeg den eneste som stadigvæk er teenager? Jeg føler mig som en på 13. Jeg er latterlig.

So sick of you and your dark mind.

Avoid anybody and anythig.
Let me know when you become alive again. If you've ever been.

poesi for en 17 årig

Hvad er poesi? Hvad er livet? Hvad er meningen? Jeg er så fucking træt, at alle de samme spørgsmål. Livet er en rundetrunte, og vi får alle en bid af den samme misarable kage. Dagen er blot endnu 24 timer, hvor jeg drømmer om de bedre tider, som aldrig synes at komme. Indtil en dag, hvor der ikke er nok timer på et døgn, og hvor der ikke længere er mennesker at elske, så vil jeg indse at det er for sent. Den dag hvor jeg slås med en katte-epidemi i et forladt hus i en skov. (Læs: Min fremtid). Jeg er træt, af "livet er en sommerdag, og du er så fucking ligeså". Jeg kaster op. Jeg brækker mig ud over poesi. Jeg kaster op i min mund, og væmmes ved alle de klichéer jeg har tænkt på. "Drengen og pigen red på hvide heste, en sensommer dag på stranden. Pigen kastede sit lange hår over skulderen og tænkte, at det i sandhed var værd at vente. FOR ALT KOMMER TIL DEN DER VENTER. Drengen kastede et blik på den overdådigt smukke pige, og tænkte at han havde kæmpet en brav kamp, men var lykkelig over nu at have sin drømmepige ved sin side. FUCKING KÆMP FOR DET DU VIL HAVE. Og pigen og drengen levede fucking lykkeligt til deres dages ende. + Drengen fik halvdelen af det klamme kongerige + Nogle dværges indblanding". En kliché er ikke engang god nok. Det siger en hel del. Hvis en kliché ikke engang er god nok, hvad er så? Jeg væmmes ved alt trivielt, og ved mig selv. Det hele er det samme. Jeg er fortabt i min indre verden, og tror ikke længere på andet. Jeg har opgivet, og overgiver mig selv til den evige devaluering, som jeg kalder mit liv. Jeg forstår ikke hvorfor jeg tænker sådan her. Som om jeg venter på en prins, der en dag vil sænke en stige ned til mig, så jeg kan kravle op af mit sorte hul, hvorefter han vil fortælle mig, at det nok skal gå. At jeg er god nok. At jeg er god. At jeg er. Tilstede. At det er okay at leve, og at jeg er smuk. Jeg vil aldrig tro på hvad jeg får at vide, så hvad nytter det? Hvad skal noget som helst overhovedet gøre godt for? Jeg tror at døden er en smutvej. Livets gemmeleg. Nogen må godt finde mig snart.  Jeg kredser om poesi. Om drømmen om digtet. Ikke et hvilket som helst digt - men digtet. Et digt så godt, at det vil efterlade dig fuldstændig mind blown. Et digt som vil ændre din tankegang og tilværelse, bare for et øjeblik. Noget som vil få dig til at glemme alt andet. Det vil være så fantastisk og overdådigt, at du vil blive overrasket over at du før har været forføret med andet end ord. Det vil fjerne dig fra jordens overflade, blot for en stund, og det vil tage dig med ind i det ukendte. Du vil finde dig selv, på et ubevidst plan, hvor du flyder rundt i en sø af velvære og tanker. Sådan et digt vil jeg skrive. Et digt, så sødt som musik. Et digt, som kilder dig som en fjer, så ganske let og blidt ved ørerne, at du ikke kan nænne at fjerne det. Et digt så rigt på ord og indsigt. Det vil være som om du selv havde været der. At du selv havde skrevet det. Som om at det var dig, digtet handlede om. Som om at DU var selve digtet. Du vil blive rørt til tåre, når jeg læser op af digtet, og hele salen vil føles som ét. Mundene og øjnene slapper af, men ørerne og tankerne er lysvågne. Intet andet end digtet vil betyde noget. Sådan et digt, vil jeg skrive.

69

Skyerne hang lavt, en onsdag eftermiddag. Den bitre pige gik i sine egne tanker, og spekulerede over stort og småt. Hun skænkede aldrig omverdenen en tanken. Hun mente at hun var usynlig. En egenskab hun havde tillært sig allerede fra barns ben af. Hun troede at det overfladiske var alt der lå i det. At tingene aldrig var dybere end som så. Hun var meget bitter. Hun forstod sig ikke på mennesker, og foragtede til tider synet af sine egne. Hun mente at hun havde nok i sig selv. Hun var meget sær.

Omtaler mig selv i tredje person lidt for ofte. Det er så typisk hende.

Nothing tastes as good as skinny feels.

Vi kan ikke sammen være 180 skeletter, med langt hår og fyldige læber.
Vi kan ikke alle sammen være smukke.

The only thing that brings me joy, comes in a can and says "coca cola" on it.

Drugs. Yet again you failed to impress me.

Hold kæft. Du ved hvad du er værd.

Giv lidt af dig selv.

Du vil blive overrasket over hvad du kan få tilbage. 

Maybe she is about to go somewhere. Like she's about to get it together.
Still cant quite see if this girl is me.