Jeg tror jeg har det dårligere nu, end jeg nogensinde har haft det. Værre end da jeg var 14 år, men det hænger nok også sammen med at jeg ikke har ændret min tankegang siden da.

Og at jeg bliver ved med at fastholde mig selv i den tankegang gør det ikke bedre. Men de spørgsmål der blandt andet går igen og igen er:

Hvem fanden er jeg?
Hvad i alverden skal der blive af mig?
Bliver jeg overhovedet til noget?

Jeg følte idag at jeg var i vejen overfor andre. Folk har ikke rigtig lyst til at være omkring mig, de tolerer mig bare. Kigger ikke meget på mig i samtalen, og jeg har ikke engang selv noget at bidrage med. Jeg er blevet så tom. Og lidt trist. Sidder bare og kigger.

Jeg har i så mange år haft travlt med at kigge udad på andre, og se mig selv udefra og fokusere på det - at der ikke længere er noget tilbage indeni. Imens de har været ude at socialisere og få et liv, så har jeg kigget på instagram og tænkt på at større bryster nok er vejen frem. Jeg er tom.

Jeg har mange gange mere lyst til at blive hjemme og spise slik, og kigge på instagram imens, fremfor at lave noget socialt med andre. Nærmest fremfor at lave alt andet end det. Men det er jo også mere eller mindre mit liv. Mit liv, er andres liv på de sociale medier. Facebook, snapchat, instagram og youtube. Jeg følger ivrigt med. Hidser mig op, bliver rørt og vred på deres vegne.

Men som oftest bliver jeg bare vred - af misundelse. Nogengange har jeg fantasier om hvordan jeg tager livet af nogen af dem. Nogengange om hvordan jeg tager livet af mig selv. Ikke fordi jeg ønsker at dø i den nærmeste fremtid, men mere som i, at jeg ikke kan se en fremtid for mig selv. Jeg kan IKKE se Signe 25 år. Signe 30 år. Signe med mand og børn.  Signe med børnebørn. Jeg tror ikke jeg dør, men når jeg prøver at tænke på min fremtid, så ser jeg bare sort, bogstaveligt talt. Tanken om at give op har strejfet mig nu. At få en mand og nogle børn, og så bare blive min mor. Give op på at skabe et liv for mig selv, og så istedet bare fokusere på nogen andre. Så kan jeg også mislykkedes med deres liv.

Jeg ville ønske jeg kunne starte forfra. Andre er så etablerede nu.. Det er som om jeg 3-4 år bagud, i forhold til andre på min alder. Jeg føler også at folk synes jeg er socialt akavet. Det har de altid tænkt alligevel. Jeg har ikke sociale kompetencer, aldrig haft det. (Hvor er det også bare meget rarere, at blive ved med at tryne og nedgøre sig selv, fremfor at bygge sig selv op - det her er meget nemmere)

Men jeg er bagud. Jeg ved ikke hvordan man har venskaber. Jeg ved ikke hvordan man har forhold. Hvordan man snakker med nogen, hvordan man er tæt på nogen. Hvordan man viser man holder af dem. Dem der åbenbart er lidt tæt på mig, er jeg ligeglad med. Ham var jeg ligeglad med. Så bilder jeg mig selv ind, at det er fordi jeg ikke "tør" at have folk tæt på. Næ, jeg tror faktisk bare at jeg er ligeglad. Jeg tænker heller ikke på andre.

Det hårdeste for mig selv er, at det er min egen skyld. Jeg har haft et udmærket liv, og alt hvad der er sket er min egen skyld. Spiste for meget slik, og nu er jeg lidt stor i det. Selvforskyldt. Jeg var en opmærksomhedskrævende unge, så mine forældre blev nødt til at behandle mig som en special snowflake. Derfor sidder jeg nu i en identitetskrise, da det er gået op for mig, at jeg slet ikke er god, og slet ikke kan alt  det, som jeg altid har fået at vide. "Du bliver forfatter", "du er kreativ", "du er blablablabla". Nej mor og far, det var jer der synes det. Jeg er nok rimelig meget et curlingbarn. Jeg kan ikke tænke selv, og kan intet uden mine forældres hjælp. Jeg er et curlingbarn siger jeg, som er 21. Tag dig fucking sammen.

Pige, pige, pige

Googler plastik kirurgi mere feminin

Kigger på ladyboy kønstransformation

Nye bryster er dyre

Hvis du forsvinder helt, har jeg intet liv.
Min mobil er gået død, og jeg har intet liv.
Hvad skal jeg bruge min tid på, når jeg ikke kan følge med i hvordan andre bruger deres?

Kan jeg komme tilbage ind i mit hoved igen..

Jeg ville ønske at jeg havde mulighed for at starte forfra. Give alle de mennesker jeg har mødt igennem mit liv et nyt førstehåndsindtryk.I stedet for at det skal være som nu. Jeg hænger fast i andres opfattelse af mig. Den kedelige. Den stille. Den høje og tykke. Hende der var ham der fra højskolen utro. Hende der gjorde det, og det, og det med ham, og ham og ham. Min kedelige eksistens hænger fast, som et stykke tyggegummi under skoen. Når du opgiver at forsøge at få det væk, må du håbe at det forsvinder af sig selv på et tidspunkt.

Jeg kan ikke pludselig være smuk, fordi alle dem der kender til mig ved, at jeg ikke er det. Jeg kan ikke pludselig være selvsikker og snakkende, fordi dem der kender til mig ved, at jeg ikke er det.

Det var noget jeg skulle have sørget for da jeg var yngre. Ligesom jeg skulle have sørget for at få nogen sunde interesser og venner. Nu er det ved at være for sent.

Ved at være, ser jeg mig selv skrive.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.