Jeg var ude og gå en tur, og min mobil gik ud muligvis på grund af kulden. Jeg prøvede ihærdigt at tænde den flere gange, men den gik ud hver gang. Det var måske ikke det store problem, for jeg kunne vel egentlig godt gå uden at lytte til noget. Bare være.

Men jeg fik samme følelse, som når man bliver nødt til at tale med nogen, som man egentlig ikke gider at tale med. Man føler, at samtalen bliver akavet, og man ved ikke hvad man skal snakke om.

Sådan havde jeg det. Jeg ville undgå den akavede samtale med mig selv.

Det beskriver nok også ret godt min situation i øjeblikket. Jeg kan ikke mærke mig selv, og måske er det fordi jeg ikke har lyst. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg forsvinder væk i instagram. Jeg forsvinder væk, når jeg træner, og jeg dyrker de to ting.

I dag har jeg været helt rastløs, fordi jeg har lavet så lidt. Jeg stod sent op og gik en tur. Da jeg kom tilbage spiste jeg lidt mad. Derefter lå jeg i min seng og kiggede på instagram. Jeg prøvede at se noget på netflix, men da jeg er færdig med Stranger things vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle se. Alt virkede så kedeligt. Jeg følte mig enormt træt, og endte med at falde i søvn. Der lå jeg så, indtil jeg skulle på arbejde kl. 17. Det var nok det eneste der reddede min dag. Ikke selve arbejdet, men at jeg kunne snakke med min kollega Ulla. Da hun gik, var hele tilværelsen kedelig igen. Jeg havde glemt mit træningstøj, og kunne derfor ikke tage i fitness direkte bagefter, så jeg kørte hjem. Og her er jeg så blevet.

Så her sidder jeg nu. Og føler mig kedelig og lidt tyk.

Den helt store problematik i dag har været, at jeg faktisk gerne ville lave noget. Jeg følte at der skulle ske noget med mit liv i dag, men jeg vidste simpelthen ikke hvad. Jeg ved det stadig ikke.
Min kreativitet når åbenbart ikke længere end til en gåtur i skoven. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal foretage mig på sådan en helt almindelig dag.

Det er så kedeligt. Det er så lidt attraktivt. Så usexet. Hvem vil nogen, der ved så lidt? Hverken venner, familie eller kæreste.

Hvad er det så nu? Det er såmænd bare det samme. Måske en anelse mere positivt end ellers.

Jeg tænker over dét med at gøre sit bedste. Hun sagde "hvad er pointen i at gå på en uddannelse, hvis man ikke giver alt hvad man har?". Det fik mig til at tænke på, at jeg altid, eller helst, springer over hvor gærdet er lavest.

Jeg kommer ikke rigtig nogen vegne, for jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved dog, at jeg vil være smuk og trænet, men det er ligesom om, at det ikke er så godt at gå all in på det.

Jeg er personlighedsløs. Jeg er tom.

Jeg er også bare et menneske. Jeg er ensom.

Jeg er ligesom et puslespil. Du bliver bare ved og ved med at tage brikker fra mig, og snart er jeg umulig at samle.

Jeg bevæger mig i kviksand.

Jeg vil egentlig bare gerne elskes. Jeg vil også gerne elske nogen, tror jeg.
Jeg føler mig bare ikke god nok, og ingen er god nok til mig.

Jeg vil have det dybe, det nære, det skrøbelige, det intime, det varme, det livsbekræftende. Men jeg er kedelig. Og triviel.

At sidde overfor hinanden og skulle samtale er mere intimiderende, end at smide tøjet.
Det er det hurtige knald. Videre. Det er jo også virkelig sjældent, at du får følelser for piger (læs:mig)

Så var jeg ikke bedre. Jeg er til grin. En sædcontainer, som er fuldstændig bevidst om sine klamme handlinger og bagtanker. Vi ses. Du bliver vild med mig, eller rettere den sex vi har, du vil ses igen, jeg har magten. For det er hvad jeg kan tilbyde. Det når der til og stopper. Jeg har ikke mere.

Du spurgte hvad jeg var god til, og vi blev enige om, at det var sex. Jeg kan ikke mere.

En drøm jeg havde i nat, som gjorde, at jeg fik følelsen af, at have fået det forkerte ben ud af sengen.

Jeg var på vej et sted hen. Det var som om, at jeg gerne ville væk derhjemme fra, eller i hvert fald væk der fra hvor jeg var. Vejen gik fordi marker, huse og små landsbyer. Jeg tror jeg har været på den sti en gang i en anden drøm. For noget af det virkede bekendt. Særligt ét stort bindingsværkshus, med stråtag og en lang indkørsel med forhave. Da jeg når hen til det her "sted", er der oversvømmelse, og vejret er rigtig dårligt. Det skiftede pludseligt. Det her er sted jeg ville hen, minder mere om en åben plads. Som et stort fladt område inde i en skov, men alligevel ikke, for der var biler parkeret på højre side af vejen. Vejen lå helt under vand, som i 3-4 meter vand. Man skulle altså svømme, hvis man skulle noget. Til venstre for mig, var der en masse træer, og jeg kunne tage fat i noget i træet, og svinger mig hen på en af bilerne, som stod på den anden side. Der står nogle mænd der også, som er på vej tilbage, og væk fra oversvømmelsen. Jeg spørger en af dem, om han vil hjælpe mig tilbage. Han tøver et øjeblik, men jeg er hurtig til at sige, at så kan jeg gøre noget dejligt for ham bagefter. Sagt, så man ikke er i tvivl om hvad jeg mener med det. Han vælger så at hjælpe mig.

Han fortæller hvordan vi skal hoppe fra bil til bil, indtil vi når på tør grund. Vi klarer det. Senere springer det til, at han åbner døren til hans hotelværelse for mig, og viser mig rundt. Til venstre var en stor hvid seng, og et væg til væg spejl, som viste en fantastisk udsigt. Badeværelset var gammelt, og havde de der gammeldags gule og mønstrede fliser. Jeg ser på kanten af badekaret, at der ligger en engangsskraber. Jeg kommer i tanke om, at det vitterligt ligner a jungle down there, så jeg spørger ham om det er okay, at jeg lige tager et bad først. Jeg har taget armene rundt om halsen på ham, imens jeg siger det. Han skubber mig væk og siger, at jeg skal stoppe med det der 'jeg elsker dig' pis.

Jeg ville meget gerne have sex med ham, men han var svær. Det var som en kombination af, at han ikke havde lyst og ikke tændte på mig. Hele situationen virkede bare syg og ubehagelig. Til sidst lykkedes det, og vi ligger i sengen. Jeg ligger ovenpå ham, og tager kvælertag på ham - på en kælen måde dog. Han lægger sin hånd på mit ansigt, og maser mig ned, og imens han gør det, kan jeg ikke se hans ansigt. Det var som om, at det var smeltet sammen, og hele situationen en kamp om hvem af os, der skulle være den dominerende. Senere er jeg ovenpå ham igen, og jeg læner mig forover, så han får mine bryster i hovedet. Han råber højt, og kommer så. Jeg sad kun på ham, så han kommer op af sig selv. Det var bare blod der kom ud. Det var så kraftfuld, at blodet sprøjtede op af væggen også. Jeg blev åbenbart ikke ramt. Han skubber mig væk, og løber væk.

-

Jeg vågner. Kigger på mit facebook feed og ser at hende den fantastiske, har skrevet et indlæg om, at et sabbatår ikke er lig med, at have sit liv på pause osv. Så fint og noget jeg kan relatere til. Problemet er bare, at det var så godt skrevet, og spørgsmålene begynder at flyve inde i mit hoved. Hvad har jeg egentlig opnået? Hvad kan jeg egentlig? Hvad har jeg af drømme? Og det hele ender med et stort fedt: Ingenting. Hvis jeg skal være noget, så skal jeg anstrenge mig. Jeg skal lade som om, for jeg er intet. Ingen drømme, ingen mål. Måske handler det også lidt om, at jeg nok ikke skal ses med tinder fyren igen. Jeg er for kedelig. Måske? I så fald kunne vi så ikke begynde at fortælle hinanden, at vi ikke gider, i stedet for at man skal gå og have falske forhåbninger.

Det var nok for nu

Jeg får kastet bryster, kønsdele og kroppe i ansigtet.

Jeg får det så dårligt, for det minder mig om, at jeg aldrig bliver sådan.

Jeg ved ikke hvad jeg er. Hvem jeg er.

Jeg er tom. 

Hvis jeg havde pengene, så ville jeg lave hele mit ansigt om.

Filler i læberne

Næseoperation

Øjenbrynsløft

Flytte min hårgrænse, så min pande ikke var så styr

Fedtsugning af dobbelthagen, så man faktisk kan se, at jeg har en kæbelinje 

Derudover kommer mine manglede bryn og vipper. Jeg skulle have vippe extensions og brynene måtte jeg så bare tegne op.

Når alt dette er gjort, så kan jeg måske prøve at fokusere på at få en personlighed, en hobby og et liv. 

dysfunktionel

"Det må være nemt at være så pæn"

Jeg skulle have spurgt hende. Ydmyget hende imens hun foldede tøjet sammen. Inden hun overhovedet var nået til at spørge om jeg ville have bonnen i posen, så havde givet hende en knytnæve lige i hovedet. Vredet armen om på hende.

Og hende i prøverummet. Hun kom jo akkurat ud samtidig med mig, og hånede mig med hendes krop. Den nedringede kjole. "Så kommer det jo an på blufærdig man er" sagde moren og kiggede stolt på datterens bryster, som var kjolens altoverskyggende fokus.

Jeg bliver aldrig sådan. Jeg bliver aldrig smuk, aldrig elskværdig. Ingen vil kigge langt efter mig, og jeg dør alene. Dysfunktionel er mit nye yndlings ord, og jeg siger til mig selv ofte. Dysfunktionel.

Jeg er inde i mig selv, jeg har brug for at være ude af mig selv.

Jeg tænker meget på at gøre skade på andre. Typisk mig.

- Er du blevet træt af din uddannelse egentlig?
"Ja det kan man måske godt sige.. det går ikke godt, men det har det vel aldrig rigtig gjort. Jeg tror aldrig det har gået godt for mig. Måske havde jeg det godt inden jeg startede i folkeskole."

Seneste

Så længe en mand kan lide dig, så er det godt, ikke?
Du behøver ikke tænke på uddannelse, eller på rent faktisk at have dit eget liv.

Jeg var bare en tom skal, som han huggede i, igen og igen.
Heldigvis lod jeg ham gøre det, for ellers have han nok opdaget, hvor genert og indelukket jeg var, og at vi ikke have så meget at snakke om idag
En pige der ikke har noget at byde på, uden mål og drømme, er ikke værd at samle på.
Uden personlighed og interesser.
Derfor, jeg er ikke værd at samle på - lige nu.
Jeg var flov over min krop. Det har jeg måske altid været, men har alligevel ikke haft problemer med at vise den frem for mænd.
Det har jeg nu. Jeg havde ikke lyst til at han skulle se min store krop.
Min gigantiske mave og mine store lår, men værst af alt: mine små bryster, der giver nogle helt forkerte proportioner



Jeg er begyndt at tænke meget på at forsvinde væk. Mest af alt, fordi jeg har svært ved at se hvordan jeg skal få rettet op på mit liv. Skal jeg "bare" starte på en anden uddannelse, og så vil alt være godt?
Skal jeg endelig acceptere mit klamme ydre, og faktisk prøve at give lidt mere af mig selv?
Men jeg kan ikke. Når jeg ser en smuk pige, så mister jeg lysten til at leve. Det er så overdrevet og forkert, men jeg kan ikke lade være. Hvorfor skulle en mand nogensinde holde af mig, når der står en smukkere pige lige ved siden af?

Jeg må huske på, at jo mere jeg også giver af mig selv, jo bedre går det faktisk
Og - at jeg ikke kan forvente gode og nære relationer, bare fordi jeg er til

For sent til toget igen. Måske skulle jeg bare hoppe ud foran i stedet.
Lidt voldsomt. De pæne mennesker kommer ikke for sent.
Det gør de dumme, tykke og dovne derimod. Dem der ikke kan administrere at blive voksne.

Så er der andre som går på en universitetsuddannelse. De går på humaniora. De kan blive noget med kommunikation. De har fag som humanistisk videnskabsteori, selvom de kun er mødt op til timen en enkelt gang. Heldigvis er der ikke noget der hedder fravær på universitetet.

Andre de kan have det dårligt, og stadig holde facaden oppe i løbet af deres normale dagligdag. Klare dagens gøremål med et smil. Jeg går hele dagen og ligner det forskrækkede lam, som jeg er indeni. Offer indeni og udenpå, de skal se hvor hårdt jeg har det. Hvis bare det ikke var sådan, så kunne jeg måske overbevise mig selv om at det hele var godt.

Slut

Jeg tror jeg har det dårligere nu, end jeg nogensinde har haft det. Værre end da jeg var 14 år, men det hænger nok også sammen med at jeg ikke har ændret min tankegang siden da.

Og at jeg bliver ved med at fastholde mig selv i den tankegang gør det ikke bedre. Men de spørgsmål der blandt andet går igen og igen er:

Hvem fanden er jeg?
Hvad i alverden skal der blive af mig?
Bliver jeg overhovedet til noget?

Jeg følte idag at jeg var i vejen overfor andre. Folk har ikke rigtig lyst til at være omkring mig, de tolerer mig bare. Kigger ikke meget på mig i samtalen, og jeg har ikke engang selv noget at bidrage med. Jeg er blevet så tom. Og lidt trist. Sidder bare og kigger.

Jeg har i så mange år haft travlt med at kigge udad på andre, og se mig selv udefra og fokusere på det - at der ikke længere er noget tilbage indeni. Imens de har været ude at socialisere og få et liv, så har jeg kigget på instagram og tænkt på at større bryster nok er vejen frem. Jeg er tom.

Jeg har mange gange mere lyst til at blive hjemme og spise slik, og kigge på instagram imens, fremfor at lave noget socialt med andre. Nærmest fremfor at lave alt andet end det. Men det er jo også mere eller mindre mit liv. Mit liv, er andres liv på de sociale medier. Facebook, snapchat, instagram og youtube. Jeg følger ivrigt med. Hidser mig op, bliver rørt og vred på deres vegne.

Men som oftest bliver jeg bare vred - af misundelse. Nogengange har jeg fantasier om hvordan jeg tager livet af nogen af dem. Nogengange om hvordan jeg tager livet af mig selv. Ikke fordi jeg ønsker at dø i den nærmeste fremtid, men mere som i, at jeg ikke kan se en fremtid for mig selv. Jeg kan IKKE se Signe 25 år. Signe 30 år. Signe med mand og børn.  Signe med børnebørn. Jeg tror ikke jeg dør, men når jeg prøver at tænke på min fremtid, så ser jeg bare sort, bogstaveligt talt. Tanken om at give op har strejfet mig nu. At få en mand og nogle børn, og så bare blive min mor. Give op på at skabe et liv for mig selv, og så istedet bare fokusere på nogen andre. Så kan jeg også mislykkedes med deres liv.

Jeg ville ønske jeg kunne starte forfra. Andre er så etablerede nu.. Det er som om jeg 3-4 år bagud, i forhold til andre på min alder. Jeg føler også at folk synes jeg er socialt akavet. Det har de altid tænkt alligevel. Jeg har ikke sociale kompetencer, aldrig haft det. (Hvor er det også bare meget rarere, at blive ved med at tryne og nedgøre sig selv, fremfor at bygge sig selv op - det her er meget nemmere)

Men jeg er bagud. Jeg ved ikke hvordan man har venskaber. Jeg ved ikke hvordan man har forhold. Hvordan man snakker med nogen, hvordan man er tæt på nogen. Hvordan man viser man holder af dem. Dem der åbenbart er lidt tæt på mig, er jeg ligeglad med. Ham var jeg ligeglad med. Så bilder jeg mig selv ind, at det er fordi jeg ikke "tør" at have folk tæt på. Næ, jeg tror faktisk bare at jeg er ligeglad. Jeg tænker heller ikke på andre.

Det hårdeste for mig selv er, at det er min egen skyld. Jeg har haft et udmærket liv, og alt hvad der er sket er min egen skyld. Spiste for meget slik, og nu er jeg lidt stor i det. Selvforskyldt. Jeg var en opmærksomhedskrævende unge, så mine forældre blev nødt til at behandle mig som en special snowflake. Derfor sidder jeg nu i en identitetskrise, da det er gået op for mig, at jeg slet ikke er god, og slet ikke kan alt  det, som jeg altid har fået at vide. "Du bliver forfatter", "du er kreativ", "du er blablablabla". Nej mor og far, det var jer der synes det. Jeg er nok rimelig meget et curlingbarn. Jeg kan ikke tænke selv, og kan intet uden mine forældres hjælp. Jeg er et curlingbarn siger jeg, som er 21. Tag dig fucking sammen.

Pige, pige, pige

Googler plastik kirurgi mere feminin

Kigger på ladyboy kønstransformation

Nye bryster er dyre

Hvis du forsvinder helt, har jeg intet liv.
Min mobil er gået død, og jeg har intet liv.
Hvad skal jeg bruge min tid på, når jeg ikke kan følge med i hvordan andre bruger deres?

Kan jeg komme tilbage ind i mit hoved igen..

Jeg ville ønske at jeg havde mulighed for at starte forfra. Give alle de mennesker jeg har mødt igennem mit liv et nyt førstehåndsindtryk.I stedet for at det skal være som nu. Jeg hænger fast i andres opfattelse af mig. Den kedelige. Den stille. Den høje og tykke. Hende der var ham der fra højskolen utro. Hende der gjorde det, og det, og det med ham, og ham og ham. Min kedelige eksistens hænger fast, som et stykke tyggegummi under skoen. Når du opgiver at forsøge at få det væk, må du håbe at det forsvinder af sig selv på et tidspunkt.

Jeg kan ikke pludselig være smuk, fordi alle dem der kender til mig ved, at jeg ikke er det. Jeg kan ikke pludselig være selvsikker og snakkende, fordi dem der kender til mig ved, at jeg ikke er det.

Det var noget jeg skulle have sørget for da jeg var yngre. Ligesom jeg skulle have sørget for at få nogen sunde interesser og venner. Nu er det ved at være for sent.

Ved at være, ser jeg mig selv skrive.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.