Jeg er også bare et menneske. Jeg er ensom.

Jeg er ligesom et puslespil. Du bliver bare ved og ved med at tage brikker fra mig, og snart er jeg umulig at samle.

Jeg bevæger mig i kviksand.

Jeg vil egentlig bare gerne elskes. Jeg vil også gerne elske nogen, tror jeg.
Jeg føler mig bare ikke god nok, og ingen er god nok til mig.

Jeg vil have det dybe, det nære, det skrøbelige, det intime, det varme, det livsbekræftende. Men jeg er kedelig. Og triviel.

At sidde overfor hinanden og skulle samtale er mere intimiderende, end at smide tøjet.
Det er det hurtige knald. Videre. Det er jo også virkelig sjældent, at du får følelser for piger (læs:mig)

Så var jeg ikke bedre. Jeg er til grin. En sædcontainer, som er fuldstændig bevidst om sine klamme handlinger og bagtanker. Vi ses. Du bliver vild med mig, eller rettere den sex vi har, du vil ses igen, jeg har magten. For det er hvad jeg kan tilbyde. Det når der til og stopper. Jeg har ikke mere.

Du spurgte hvad jeg var god til, og vi blev enige om, at det var sex. Jeg kan ikke mere.